Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 369
op fra sjøen splitternaken. De skrek og for sammen i sine nat-
dragter for at holde råd om at rejse straks. Men da den ene sa:
„Du skulde ikke ha kallt på os, du, tante, så hadde vi ikke set
det —“ da måtte de alle le, og dermed fallt det væk.
Ved frokosten holdt de sig jo en del stive, men da Harald Kås
fortalte dem om en gammel sort hoppe han hadde, som var for-
ælsket i en ung brun hingst borte hos provsten, og slog sig binde-
gal, hvis nogen annen hingst prøvde sig til, derimot la hodet
kjælent til side „og knægget som en fin frøken“, straks præste-
hingsten kom skrikende..... nu ja, så gav damerne sig over
like godt først som sist. Hadde de av nysgjærrighed forvillet sig
hit, så måtte de tåle „naturen“ — som Harald Kås sa (med tyng-
den på første stavelse). Allikevel blev de livskræmte næste nat;
han skjøt like under deres vinduer. Tanten påstod ændog at han
hadde skutt in gjænnem hennes åpne vindu. Hun hylte op, og
de andre hoppet højt i søvne, de stod fremme på gulvet, før de
visste av sig selv. Siden lå de i vinduerne og spejdet, skjønt
tanten forsikkret de blev skutt. De måtte jo se hvad det var. Jo,
derinne mellem kirsebær- og æpletrærne, der så de ham efter en
stund trave om med et gevær, og de hørte ham banne. Alle med
den største forskrækkelse i seng igjæn. Morgenen efter fik de
høre han hadde skutt med hagl efter nattefrierne; den ene av
dem hadde fåt „en halv ladning i læggen, det hadde’n faen shlite
mig godt av. For de’r ikke det at’n går på frieri; men d’er det
at’n går her. — For det som skal til her på gården, det er vi
karer til at besørge sjelve“. De fire damer sat som fire nytændte
stearinlys i en kirkestake — intil en av dem sprang op og brølte.
Så brølte de allesammen.
De fire damer kjedet sig ikke. Dertil var Harald Kås altfor
rikholdig på utroligheder. Også var der stemning inne i de store
skoger, som der ikke var hugd i, siden Harald Kås hadde overtat
gården. Ænvidere var der kvikke spaserturer opefter elvelejet, og
fisk i elven. De badet, de hadde morsomme sejlturer med kut-
teren, også kjøreturer utover bygderne, skjønt kjøregrejerne ikke
var de nyeste.
Den yngste av pikerne, Kirsten Ravn, begynte ikke at ville være
med. Hun hadde fåt lidenskap for den østre, ufærdige fløj; der
tilbragte hun lange stunder alene for åpne vinduer. Der stod
trærne, store linder, ubeskårne og mystiske. „De skulde bygge
altan her ut mot sjøen,“ sa hun til Kås; „se, som sjøen blinker
under lindene!“ Hvad hun engang var fallt på, slap hun ikke,
så fjærde eller femte gang hun kom med det, lovte han at gjøre
det. Men ikke før var hun færdig med det, så kom mere. „Under
den første altan må være en ænnu bredere altan nedentil,“ sa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
