Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 381
Et barn sovner in fra alt. Den næste morgen, da han kom ned
med de ydmygeste forsætter i største skamfullhed, lå hans mor,
hun var ikke vel; ti hun hadde ikke sovet et øjeblik; det fik han
alt høre, før han gik in til henne. Han åpnet bange. Der lå hun
elendig. Og hans hår lå på toiletbordet i et hvitt silketørklæ,
ordnet og kjæmmet. Selv lå hun i sine kniplinger med foldede
hænder; store tårer rullet.
Han var kommet for at kaste sig over henne og tigge tusene
omforladelser av henne; men noget sa ham straks at det måtte
han ikke, eller det turde han ikke; hun lå likesom i skyer langt,
langt borte. Hun lå i et syn. Noget på én gang krænket og hel-
ligt holdt henne fast et annet sted; hun var både rørende og op-
højet. Han vændte sig stille mot døren og jullet av til skolen.
Hun lå både den dag og den næste, og lot ham sige ved piken
at hun matte få være alene. — Hun var vant til at ta sorgen
således — og at han kunde gjøre oprør mot henne, var den
største sorg hun ænnu hadde hat. Den kom også over henne
som styrtregn på den fineste solskinsdag. Nu syntes hun at ane
hans Skjæbne — og dermed sin egen! Hele skyllen søkte hun
i hans ulyksalige fædrenearv; hun var uten begrep om at uop-
hørligt kunstnerisk kluss med ham og for megen intellektuel dres-
sur måske hadde vakt lyst til uavhængighed.
De første ganger hun så ham igjæn med hans nakne hode,
der mer og mer fik form av farens, rant tårerne stille. Når han
så vilde hen til henne, rejste hun op sin fine hånd imot ham,
han måtte ikke. Ej heller talte hun til ham. Når han talte, bare
så hun på ham, til han brast i gråt. Ti han led hvad bare én
gang kan lides, når barnets anger er ny og derfor grænseløs. Og
når dets trang til kjærlighed har sin første skuffelse.
Men da hun på femte dagen møtte ham i trappen — hun kom
ovenifra, han nedenifra — stanste hun av forskrækkelse over som
han så ut. Blek, mager, sky; at håret var borte, gjorde det værre
æn det kanske var. Fremmed og fattig stanste også han, øjnene
trøstesløse ... da fylltes hennes, da strakte hun armen ut! Han
lå påny i sit paradis, men de gråt begge, som skulde de gjæn-
nem et helt vand, før de atter kunde tale sammen.
„Fortæl mig det nu!“ hvisket hun — det var inne hos henne
selv de hadde sagt hværandre de første søte ord, kysset og atter
kysset hværandre. „Hvorledes kunde det gå til, Rafael?“ hvisket
hun igjæn med hodet ved siden av hans, hun vilde ikke se på
ham imens. „Mor,“ svarte han, „det er da værre at de hugger
skogen der hjæmme på Hellebærgene —.“
Hun løftet hodet og så på ham. Hun hadde tat av sig hat og
hansker, men tok dem nu raskt på igjæn. „Du, Rafael,“ sa hun,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
