Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 401
„Ja. Han låste av døren efter sig. Jeg rejste mig og spurte
hvad han våget? Han kunde knapt tale.“ Hun holdt en stund
inne, tænkte sig in i det igjæn. — — „Nu ja, så var det det
der.“ —
„Hvad sa han, mor?“
Hun blev ved at gå. „Din far trodde jo jeg bragte lykken
til hus.“
„Hvorfor blev det ikke så da?“ Hun vændte sig raskt mot
ham. „Omforladelse, mor, du misforstår mig! Hvorfor blev det
ikke til noget med cementen, mener jeg.“ — Han rødmet.
„Du kjænte ikke din far. Der var for mange haker ved ham
til at få nogetsomhelst i gang.“ — „Haker?“ — „Ja, særheder,
egoisme, lidenskap, som haket fast.“ — „Hvordan tok han dette?“
— „Ingen skulde få være med, ingen eneste vite det; han alt-
sammen ! Og dertil skulde skogene hugges og brukes.....og
da vi var gift — jeg siger, da vi var gift, skulde hele min for-
mue også brukes!“
Han så hennes forfærdelse ved det ænnu. Hun levde op igjæn
hele kampen, og han forstod han ikke burde spørge om mere.
Hun strakte også alt sin hånd ut, da han skyndte sig: „Hvorfor
har du ikke fortalt mig dette før, mor? Dette, at her var
cement?“ — „Fordi du ikke hadde hat godt av det,“ svarte
hun bestemt.
Han følte, ja han så det, at hun mente han hadde ikke godt
av det ænnu.
„Du har rørt ved det såreste i mit liv; lad mig nu få være
alene.“ Hennes hånd kom op, han gik.
— Da han atter sat i båten for at ro sit store budskap over
til præstegården, tænkte han: „Her er grunnen til fars og mors
dødelige fiendskap, cementen! Hun har ikke hat tro til ham; hun
har ikke villet levere både sig og sin formue til ham. Så blev
der ingen cement av! Ikke engang skogene hugdes. Han var dog
hel i alle fall. —Ja, mor også. Men Gud bevare mig —!“
Så regnet han over hvad skogene og hennes formue tilsammen
kunde være blet, og hvad derpå (og på cementlejet) videre kunde
være lånt. Han forstod sin far bedre æn sin mor! — for en for-
mue det vilde git! For en magt, for en herlighed .. for et liv!
Hos provsten rev han alle med sig. Provsten, fordi han var en
praktisk mann, som straks så hvad dette var værdt. „De er jo
nu en rik mann!“ Fruen, fordi hun kjænte sig tiltalt av hans
ævner og begejstring. Helene? Helene var stum og forskrækket.
Han vændte sig mot henne og spurte om hun ikke vilde ro med
og se. Hun måtte ændelig se hvor stort lejet var! „Kjære, ro du
med,“ sa hennes far.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
