Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 403
Hun skalv ved det uten at vænde sig. Men det var fordi hun
uten videre hoppet nedover fra ham. Det blev hun ved med, til
hun stod i båten, den vilde hun løse — men betænkte sig; det
vilde være for fejgt. Så blev hun stående og se ham komme
efter. — „Helene da —!“ ropte han oppe fra. „Hvorfor springer
du fra mig?“ — „Rafael, du må ikke —!“ svarte hun, da han
kom ned. Alt av både bøn og befaling som et stærkt menneske
rår over, lå i det.
Hun i båten, han på land mot henne. De så på hværandre i
brytekamp, luende, bølgende under det tætteste åndetak, begge to
— til han gik ut i båten, løste den, og la fra.
Hun satte sig. Men før han gjorde det, sa han: „Du skjønner
da vel hvad det var jeg vilde si’ dig —?“ Han hadde ondt for
at få det frem.
Hun svarte ikke, men stak ut årerne; gråten holdt på at
bryte frem.
De rodde hjæm igjæn — ikke fullt så fort som de kom.
En lærke svirret over hoderne på dem, en måltrost hørtes like
i land. En tejst skar den like linje tæt over havflaten, ditin de
skulde, og en tærne på skjæv ving efter med små skrik; der var
visst noget derinne som væntet. Det duftet ut til dem av unge
nåletrær og ny lyng; længer in stod Hellebærgenes marker i
blomstring. Langt bak dem og højt op såes en ørn komme frem
fra fjællene, fulgt av en flokk skrikende kråker, som inbildte
sig de jog.
Han gjorde henne opmærksom på dette tog. „Ja, se der!“ sa
også hun, det lettet at få sige de par naturlige ord. Han så sig
bak til henne og smilte. Og da smilte hun igjæn.
Han kjænte et velbehag av syv himles salighed; men det måtte
altså ikke siges! Bare roes, roes i takt: „Hen—ne.....er — det!
Hen—ne.....er — det! Hen—ne.....er — det!“
Ikke sant, sa han til sig selv: Hennes motstand er tusen ganger
skjønnere æn.....?
„Besynderligt at sjøfuglen ikke længer lægger ægg på holmerne
herinne?“ sa han.
„Det er fordi holmerne ikke på længe har været fredet. Fug-
lene har flyttet længer ut.“
„Så må holmerne fredes! Vi må da se til at få fuglene inover
igjæn; — ikke sant?“
„Jo.“ — Han vændte sig straks om til henne.
Det „jo“ burde kanske ikke været sagt, tænkte hun; han
hadde jo brukt „vi“.
For at vise hvor langt hun var fra slike tanker, så hun op i
land. „Kløveren står ikke godt i år.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
