Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at gjøre rede for sig! Moren læste brevet med ro. Nu hørte
hun på ham — også med ro. Og da han herover blev æn mere
rasende, brast hun i latter. —
Det var ikke deres sædvane at gjøre op noget mellemværende
i ord. Men denne gang skjøt det ham i sinnet at hun hadde fåt
ham til at rejse til byen, ikke for cementlejernes skyll, det hadde
hun noksom vist, men for at avlede ham fra Helene. Og dette
sa han henne.
Ja, han sa: „Nu går det mig som det gik far. Og det blir din
skyll, dette også.“ Dermed for han ut.
Litt efter rejste fru Kås. Samme dags kvæll rejste også han,
men til Frankrike.
Fra Frankrike skrev han til provsten det mest intrængende brev
om at la Helene komme hjæm igjæn, og de skulde gifte sig
straks. Hvad provsten æn hadde hørt om hans liv i Kristiania
— det hadde ikke det ringeste at gjøre med den følelse han nærte
for Helene. Hun — og hun alene — hadde den magt som skulde
binde ham. Hennes skulde han nu bli for livet.
Provsten svarte ham ikke.
En månedstid efter et nyt brev. I dette erkjænte han at han
hadde båret sig galt ad. Han hadde bare ikke tænkt over det.
Det gled in som en fortsættelse av så meget annet, omstændig-
hederne var for vill-ledende. Men, svor han, dermed skal det ha
slut; han skal vise at han fortjener at bli trodd. Ja, han hadde
vist det, helt siden han forlot Kristiania. Provsten måtte ændelig
være forsonlig; dette var jo at forvise ham; ti uten Helene kunde
han ikke komme hjæm til Hellebærgene. Alt som der var kjært,
var blet inviet i hennes selskap; alt som der var at gjøre, var
blet planlagt sammen med henne. Ja, derved også hans liv. Han
sørget, og han længtes, så det var ham umuligt at arbejde så
alvorlig som han hadde trang til.
Denne gang fik han svar, men kort. Det lød på at alene en
længre prøve kunde overbevise dem om alvoret i hans forsætt.
Altså ikke hjæm, ikke arbejde! I alle fall ikke således at det
monnet. Han kjænte sin mor altfor godt til ikke at skjønne at
nu stod også cementforretningen hen — enten kompaniet var
dannet eller ej. Til overflod overbeviste han sig om det.
Han hadde længst skrevet sin mor til med inderlig bøn om til-
givelse for hvad han hadde sagt; hun visste det bare var hissig-
hed; hun visste hvor han holdt av henne, om han også var så
ulykkelig at være uenig med henne om det som var og blev
ham dyrebart.
Hun svarte ham smukt og langt — uten et ord om det som
var hændt, eller om Helene. Hun fortalte adskilligt — deriblant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
