Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412 ABSALONS HÅR
også om hvad provsten mente med hensyn til gården. Herav
sluttet han at hun og provsten var sammen som før. Kanske
provstens siste grunn til at skyte saken hen nætop var den, at
han forstod fru Kås ikke interesserte sig for den?
Det led mot efteråret; under al denne uvisshed kjænte han sig
ensom, og længtes til sine nye venner i Kristiania. Det skrev han
dem til, og at han vilde dra hjæmover; dog vilde han stanse en
stund i Kjøbenhavn.
I Kjøbenhavn traf han Angelika Nagel igjæn, hun var i selskap
med et par av hans studiekammerater fra Kristiania. Hun var uhyre
munter, lysende av sundhed og Skjønhed, og med den flotte frej-
dighed som gjorde ungdommen gal. Han hadde i al denne tid
banlyst alt derhen hørende, og han kom der uten nogen trang til
at fornye det. Men her blev han for første gang i sit liv skinsyk!
Det var en hel ny følelse han ikke var forberedt på at stå imot.
Han blev det, bare han så henne i selskap med en av kamme-
raterne. Hun hadde et eget friskt, djærvt lag som satte hans
lyst i lue.
Nu åpnet sig et nyt avsnit i deres samliv; det deltes mellem
rasende skinsyke og rasende hengivelse. Dette ledet in i et brev-
bytte av egen art, da hun rejste, og dette brevbytte drog ham efter.
Ombord hørte han en samtale mellem en opvarter og en op-
vartningspike: „Hun sat oppe etter’n om natta, til det blev som
hun vilde. Og nu har hu’ fåt tak i’n!“
Muligt at denne samtale ikke vedkom ham; men det var jo
også muligt at piken hadde været i pensionen i Kristiania; han
kjænte henne ikke.
Besynderligt med slike forhold som Angelikas og hans — par-
terne går i den tro at de har været usynlige! Hittil hadde ikke
et menneske visst noget om det, tænkte han. Bare mistanken
om det motsatte gjorde nu altsammen væmmeligt. Pensionen,
Angelika, brevene — fy for fanden! Han vilde ikke fortsætte for
nogen pris i værden. Hadde Angelika kastet et garn ut efter
ham, og fanget ham in som en dum, fet fisk? Det hadde ikke
fallt ham in med en anelse, det hele hadde ingen rolle spillet i
ham — før nu han traf henne i Kjøbenhavn. Kanske det også
var en vel uttænkt plan!
Intet kan krænke en manns forfængelighed og erobrerfølelse
dypere, æn at der han trodde at være sejrherre, der var han
den infangede slave.
Rafael drev på dækket det meste av natten, og da de kom til
Kristiania, tok han in på et hotel. Derfra vilde han dagen efter
rejse like hjæm til Hellebærgene; nu skulde det briste eller bære!
Dette — og alt lignende — måtte ha slut for altid; det førte bare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
