Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 423
ordnet art. Både av kjedsomhed og for at gjøre nok, kom han
til at gi fra sig det middelmådige — og lot det skure.
Altid gik han ut ifra at det var „foreløbigt“. Hans videnskabe-
lige trang, hans opdagerævne — med så mange punds vægt på
ryggen kom den ikke højt. Men det skulde den nok ænda! Han
hadde ungdommens ødsle utmåling av tid og kræfter; han så der-
for længe ikke selv at den store familie og det store hus klæmte
ham længer og længer ned.
Hadde han bare fåt fred, tænkte han, så skulde han bære det
frem altsammen og mere til. Han kjænte slike kræfter.
Men det var fred han aldrig fik. Nu kommer vi nemlig til det
værste, eller egentlig til summen av det foregående. Den evige
uro hun gik i, slog ut i evig kamp. Dels ejde hun ingen selv-
beherskelse. Et lune, en mistanke, en spænning måtte gå ut over
nogen, hun grep den minste lejlighed. Dels og især jog denne
ene, hele livet beherskende angst for at beholde ham — den jog
henne bort fra det hun skulde ha tat sig av, for at gi fred. Hun
lot husvæsenet flyte, hun lot barnene drive; hennes ledige kræfter
gik uavladelig løs på ham; hennes skinsyke, frygt, gjæll, åt i hans
frugtbare ånd, fortærte hans gode humør, la hans Skjønhedsglæde,
hans skabertrang øde.
Han hadde især én stor idé som han ofte tok ryggtak med
uten at kunne magte den. Kampen hadde begynt for alvor en
dag på højden over Hellebærgene, den hadde fortsat utover som-
meren. Underligt nok — en dag han sat over noget kjedsomme-
ligt arbejde, og Hellebærgene og Helene stod for ham i forårssol
... møtte idéen, høj, smilende — og han til igjæn! Da bad han
for sig hjæmme i huset: „Lad mig nu få fred bare en månedstid,
her er penger; jeg holder på med noget; jeg vil og må ha fred!
På en måned skal jeg komme så langt, at kanske jeg skjønner
om det er værdt at bli ved. Kanske kan denne ene idé bærge
os allesammen.“
Dette siste var noget hun forstod. Og nu fik han fred. Han
hadde kontor i byen; men tok ofte sine papirer med hjæm om
kvællene, ti det kunde hænde at han atter var midt oppe i det,
ret som han sat eller lå. Hun gav ham rikelig pleje, ja hun satte
sig i trappen, når han sov til middag, for at værge mot støj. Det
varte hele fjorten — 14 — dager. Da hændte det at han gik en
tur, og at hun rotet i hans papirer og der blant tegninger og be-
regninger og brev virkelig for én gangs skyll fant noget. Det var
følgende, skrevet med hans hånd:
„Mere av mor i henne æn av ælskerinne, mere av kjærlig-
hedens omsorg æn av dens nydelse. Frodig i sin følelse vilde
hun ikke øde den med dig på én dag, men moderlig fordele den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
