Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424 ABSALONS HÅR
på dit liv. Istedenfor elvestupet — en sejlbar flod. Hennes kjær-
lighed var hengivelse, aldrig opgåen i. Du var én, og hun var
én; tilsammen vilde vi blet mægtigere æn to ælskende plejer
være.“
Mere stod skrevet; men Angelika kunde ikke læse mere, så
vill blev hun. Hadde han selv funnet op det væv, eller bare
skrevet det av?
Der fantes ikke en rettelse i det, så det var rimeligst han
hadde skrevet det av. I hvert fall viste det hvor hans tanker
var henne.
Rafael kom stille hjæm, gik like in til sit og tændte lys, ænnu
før han hadde tat yttertøjet av sig. Og stående skrev han et par
formler ned, slog efter i en bok, satte sig på skråss av stolen og
gjorde en hastig beregning.
Da kom hun, hældte sig fremover mot hans ansigt, og sa
dæmpet: „Du er en net fyr! Nu vet jeg hvad du holder på med.
Se der! Der er dine lønlige tanker — hos det svinet!“
„Svinet!“ for han op. Harmen over at være forstyrret, over
at hun hadde været i hans papirer, over at hun hadde funnet
nætop dette, og nu skjældsordet i hennes rå munn mot den
fineste han visste om, og fremfor alt det aldeles uvæntede i over-
fallet lot ham rent tape besinnelsen:
„Hvad våger du—! Hvem mener du —?“
„Å, skap dig ikke, far! Tror du ikke jeg skjønner det dér skal
gå på henne, som la sig efter gården, for derved at få dig?“
Hun så det bet. Så gik hun videre. „Hun, dydsmønstret, som
lå inne med en gammel mann, da hun var barn.“
I det samme grepes hun i strupen, og kyltes baklængs i sofaen,
uten at taket slap. Hun fik ikke pusten, hun så hans ansigt over
sit, dødsraseri stod i det. En styrke, en villskap hun ingen anelse
hadde om, stirret på henne i vellyst over at kunne kvæle henne;
efter vill kamp sank hennes armer matte ned, hennes vilje med
dem, bare øjnene blev vidåpne av rædsel og nyssgjærrighed .. .
turde han? Jo, han turde! Det sortnet for hennes øjne, lemmerne
begynte at ryste, ryste ...
„Du har tat æple mit, du, ska jeg si dig,“ hørtes en barnerøst
i næste rum, en spæd en, der læspet. Ut av den uskyldigste
fred som jorden ejer, klang det hitin. Og det reddet henne.
Han for atter ut. Og da det gik av ham, dette der likesom
bakfra hadde tat al hans magt og brukt ham, som en rytter
bruker en hæst, blev han ikke egentlig rædd; tilfredsheden med
at hun ændelig hadde fåt føle hans magt, var for stor til det.
Men litt efter litt slog det om. Sæt han hadde dræpt henne!
Og skulde i slaveri på livstid for det.....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
