Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 425
Var denne mulighed flyttet in i hans liv? Kunde dette oftere
hænde?
Nej, nej, nej, svarte det. Nej, nej, nej! — Forunderligt: han fik
vondt av Angelika! Hvor hun må ha det forfærdeligt for at kunne
bli så stygg og tænke så styggt om aldeles uskyldige folk! Og
hvor hun må ha det vondt for at kunne være så mot ham, som
hun ælsker over alle andre, ja som er den eneste hun lever for!
Et langt, langt regnestykke fulgte efter — med hans skyll, hennes
skyll og andres skyll — og det svalte, og det ordnet. Han var
efter et par timer istand til at gå hjæm, for at finne henne opløst
i gråt på sin seng, færdig til straks at kaste begge armene om
hans hals. Han sænkte sig ned i hundre omforladelser med ord,
kyss og omfavnelser.
Men med denne scene var idéen fløjet sin vej! Hin høje still-
hed fra dens fødselsstund var krænket; han så den ikke senere
uten på flugt. Ja, snart bød det ham imot at forfølge den; han
lukket hele den tankerække av — og tok fat på at fortjene penger
igjæn; der bød sig nætop noget som Angelika hadde sporet op.
Atter igjæn in i det uændelige slit; nu ændelig begynte det at
gi irritation — stashæstens irritation ved at være lastdyr. Dette
forværret scenerne i hjæmmet. Siden hint optrin hadde sammen-
støtene overhode ingen grænser længer. Ej heller behøvdes længer
ord for at få dem i gang; en bevægelse, et minespill, ja taushed
til noget han sa, var nok til at jage op de voldsomste spektakler.
Før hadde de skammet sig i andres nærvær; nu var det blet det
samme, enten de var alene eller ej. Snart var han, hvad ordenes
brutalitet, eller stridsæmnets ubetydelighed angik, ikke det rin-
geste likere æn hun; heller værre. Hans ledige fantasi og skaber-
kraft rumsterte nu her. Her kastet den overænde, her trampet
den ned så mange av livets fagre gaver. Her satte han overstyr
hine tilskudd til lykken som det daglige kan gi.
Hans savn, hans lidelse løp omkaps med hans lidenskabelighed.
Snart var den ene, snart var den andre foran. Fortvilelsens form
var altid den samme: at dette kunde hænde ham! Om han
flygtet? Han kom ikke fra det for det. Forholdet hadde fåt tak
i hans samvittighed fra først av, siden var barnene blet ham
kjære, og hans mors eksempel sa ham: hold ut, hold ut! Folks
enslydende spådom, at dette ægteskap opløstes like fort som det
var ingåt, vilde han gjøre til usanhed! Desuten: nu kjænte han
Angelika altfor godt til ikke at vite at han nådde ikke skilsmisse
fra henne, før hun med loven i hånd hadde flådd av ham skinnet.
Han kom ikke løs.
Fra først av gallt det ære og pligt. Æren og pligten gik på
barnet som skulde komme — og som ikke kom!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
