Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 431
løpe bort fra, men tænke det tilbunds! Jo dypere han kom
i det, des klarere blev det: Absalons historie var hans
egen.
Det begynner med oprør . .. dermed begynner det naturligvis,
det som driver en bort fra hovedvejen, driver en in i lidenska-
perne og deres tilfældighed. Det er grejt nok, det. Så vokser
lidenskaperne højere æn bestemmelsen. Så tar hændelserne mag-
ten fra anlægget ..... Men David gjorde også oprør. Hvorfor
faen blev ikke David hængende efter sine hår? De var visst minst
likeså lange som Absalons. Å, det var på nippet med David også.
Mange ganger. Like op i hans alderdom. Men den centrale magt
i David var for stærk. Energien i ham var og blev for vældig;
den underla sig de oprørske kræfter; de fik ikke dra ham for
langt bort i lidenskabelige ærend. De blev bare ferieutflugter i
hans liv, og gav det digt. Bestemmelsen rokket de ikke. Åhå,
den var så stærk i David, at han tok dem op i sig og nærte sig
av dem! Og dog var det på nippet — mange ganger!
Se, dette er det jeg elendige, fordømte tvetulle ikke kan. Der-
for hænger jeg. Snart er mannen med spydet efter mig.
Nu satte Rafael på sprang in i tykkeste skogen; væntelig vilde
han løpe fra mannen med spydet. Han var nede i et trangt dal-
føre mellem to store bakker, og det skygget over ham. Å, som
han var blet tørst, så forfærdelig tørst. Han stanste og tænkte
sig om: Hvorledes skulde han få noget at drikke? Jo, der hørte
han det sørle av en bæk, han løp længer ned efter lyden. Like
ved var en åpning i skogen. I steden for at gå til bækken, var
der noget i åpningen som klomset ham. Solen var brutt frem, og
lyste på toppene med dyp skygge under. Så han noget? Ja, han
syntes han så sig selv — ikke like i åpningen, men i brynet, i
skyggen, under et træ; han hang der efter håret! Hang der og
dinglet, lang, men i fløjelsklærne fra sin barndom og de tætslut-
tende bukserne. Han snudde rundt efter sit hår fra da, rødt og
floket. Men længer borte så han tydelig én til, det var hans mor,
stram og staselig, som drejde hun rundt efter melodi. Ja Gud
forbarme sig, der ænda længer borte, bred og svær, hang hans
far efter sine få tynne nakkehår med fordrejet, kummerligt åsyn
som på dødssengen. Det var ellers ikke stor synd på nogen av
dem to, de var så gamle; men ham var det svær synd på, for
han var ung. Og så hadde han aldrig hat det godt, ikke engang
i sin barndom. Noget hadde det været støtt som hadde gjort ham
misstemt, eller som hadde skræmt ham, eller holdt ham så usik-
ker på sig selv, bestandig i spænning. Aldrig hadde han fåt være
med på hovedsaken, sådan i stille, naturlig fred. Altid noget på
færde. Bare den ene gangen var untagen — møtet med Helene!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
