Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 433
Hans opdagerævne hadde så længe været gjæmt under kvalm
mug fra sagingen dag og nat. Nu vågnet den i dette ene — og
det skulde mor ha! — folk så den lange mannen bryte frem av
skogen, hoppe over gjærder og diker, bestandig søke opad, og
det benvejen. Deroppe på det højeste; der vilde han skrive til
sin mor.
... Han kom først hjæm til stationshotellet, da det var mørkt
— tilsølt, våt, forfærdelig medtat. Han var sulten som en ulv,
sa han; men spiste næsten ingenting. — Derimot drak han uhyre.
Så rejste han sig; han vilde bli her et par dager og sove, sa han.
De trodde det var spas; men han sov uavbrutt til over middag
næste dag, blev da vækket, spiste en smule, drak atter meget,
han hadde svedet stærkt. Så sovnet han in igjæn. Ænnu et døgn
omtrent likedan, vågnet om morgenen, og befant sig ene. Hadde
der ikke været en doktor hos ham — og hadde han ikke sagt
det var bra han fik sove? Han syntes der hadde været likesom
kvalm av røster av og til; — men visst er det at nu var han bra;
han hadde bare en slik rasende hunger og tørst, og når han rejste
sig, var han ør. Men det gik over, efter hvært som han spiste
av noget som stod igjæn. Han drak av vaskemuggen — karaflen
var tømt, drak, gik nogen ganger frem og tilbake for åpent vindu.
Det var dygtig koldt, så han atter lukket. Just som han vændte
sig for at klæ sig, husket han at han måtte ha skrevet et for-
færdeligt brev til sin mor! Hvor længe var det siden? Hadde
han ikke sovet meget længe? Og var han ikke blet grå —?
Han gik bort i spejlet, men glæmte det grå hår over som han
så ut! Mager, slap, utslukt, skidden ... brevet, brevet! Du evige
Gud, brevet, det vilde jo dræpe mor! Her var ulykke nok, mere
måtte ikke komme! Han klædde på sig, som kunde han derved
kapløpe med brevet, han så på klokken, den var stanset. Sæt at
toget snart var der! Han måtte med, og fra toget måtte han like
ombord på et dampskib hjæm, hjæm til Hellebærgene! Men straks
sende et telegram til mor, han skrev det: „Æns ikke brevet, mor!
I kvæll kommer jeg, og forlater dig aldrig mer.“ Så, nu er det
bare at ta en annen snip på, så uret — ja, det er da vel mor-
gen?— så pakke, så ned og betale, spise, ta billet, sende telegram,
men først — nej, alt måtte gjøres samtidig; toget var der, bare
nogen minutter væntet det ænnu!
Det var bare såvidt han kom med; — telegrammet blev git en
annen til besørgelse. Men han kom ikke i kupéen, der han var
alene, før tanken på brevet, brevet, pinte ham, så han ikke kunde
sitte. Denne forfærdelige sønderlemming av hans mor, strofe efter
strofe — nu gik den op for ham ... det jog ham atter in i stem-
ninger fra bakkerne og skogtejgene ved Eidsvoll. Også på denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
