Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 435
tale om at slippe. Han måtte se henne gå og mønstre gevæ-
rene — til hun gav op at bruke nogen av dem. Så begynte hun
at huske efter skogens dypeste gjæmsler; hvor var de alle? Han
gik dem igjænnem, ett efter ett. Nej, ikke i noget av dem! for
hun vilde gjæmme sig, så hun aldrig mer fantes. Da var det
cementlejerne; der gik det bratt ned, der var sjøen dyp. Han
tok sig fast i det sotete taugværk for ikke at falle om; han nid-
tigget om at bli det kvit! Men der fløt hun gyngende i små
skvulp. Var det åsynet som lå højere æn kroppen, eller var det
kroppen som ænnu en stund lå højere æn åsynet?
Stykkevis blev han hjulpet ut av det ved, at folk kom hen til
ham og spurte om han var syk. Han fik noget varmt og stærkt
at drikke, og nu bøjde skibet innenfor kjænte steder. De rejste
forbi hvor de skulde in til Hellebærgene; ti de måtte først in til
byen og så i båt derfra. Nu kom det bare an på om der var
sendt båt efter ham. Deri lå hele beviset. Da levde hun, da vilde
hun ta imot ham. Men var der ikke sendt båt, da sendtes bud
fra avgrunnen isteden.
Og der var ingen båt sendt.
Et øjeblik lukket sansingen sig, der var intet til uten en rum-
mel av tomt og noget som rejste. Men så boret han sig frem
som ut av en mørk gang — han vilde til Hellebærgene, han vilde
se hvad der var hændt, han vilde vite og søke! Nu var det nokså
mørkt; men han kom bort fra skibet, og for rundt som i halv-
søvne efter båt; han kunde knapt snakke, men gav sig ikke før
han fik sanket sammen mannskap og lånt båt. Selv tok han roret,
og bad dem ro av alle livsens kræfter. Han kjænte hvær nut i
gråskymret; de skulde stole på ham, bare ta i uten at se sig om.
Snart var de forbi nuterne og inne mellem holmerne. Nu var det
ikke så at disse kom ut imot ham, nej de lå alle der og støtte
ham fra. Når der ikke var sendt båt, var det fordi han ikke
hadde mer her at gjøre; — når der ikke var sendt båt, var det
fordi han hadde forbrutt stedet her! Med busterne op som sinte
dyr stod nuter og holmer mot ham. „Bare ro på, karer,“ svarte
han. For nu skjøt den op i ham igjæn, den kraft som lå og væn-
tet på den ytterste prøven. „Hvor blir det av dig, gut? Jeg blir
kjed dig! Møt nu engang frem!“ Akkurat som av en røst utenfor
ham denne gangen også. En manns røst. Var det hans fars?
Hans fars eller ej — her foran fædrenes grunn vilde han rejse
sig med deres Skjæbne — ja det vilde han!
I et menneskes ytterste nød er der et møte mellem hvad han
har fejlet, og hvad han kan — så just som båten hadde klaret
holmerne og næsset og skulde in i viken, rejste han sig op, så
høj som han var; rorsfolkene så forundret på ham, han hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
