Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436 ABSALONS HÅR
løftet rorgangen med sig, og så ut som skulde han møte sin fiende.
— Eller hørte han noget? Var det åretak? — Ja, nu hørte de
dem også! I snævringen ved inløpet kom en båt imot dem, den
ruvet stort over sjøflaten, og den skjøt slik fart. „Er det båt fra
Hellebærgene?“ ropte Rafael, hans mål skalv. ,Ja,“ svartes der
inne i mørket, og han kjænte røsten, det var gårdsformannens.
„Er det Rafael?“ — „Ja. Hvorfor kom I ikke før?“ — „Tele-
grammet kom først nu!“
Han satte sig, han sa ikke et ord, han blev med én gang for
liten til det. Den kommende båt fik bare vænde og følge efter,
Rafael selv hadde nær sat sin på land; han husket ikke at han
styrte.
Snart klarte de den trange trakten som førte in i bugten, så
svang de forbi siste odden, og der — der lå Hellebærgene foran
dem i et lyshav av illumination. Fra kjælder til mørkloft, i hvært
eneste vindu, ja gløtt, strålte det, i fjøs og stall strålte det — og
nætop nu slog lang, stor lue op fra en varde over åsen.
Således tok hans mor imot ham! Han hulket, rorsfolkene hørte
det, og de så at det blev lysere om dem, og vændte sig. De blev
så rent betat av synet, at de glæmte at ro. „Nej, I må la mig
komme frem;“ det var såvidt han kunde sige det.
Han husket ikke noget av hvad han hadde lidt, da han sprang
opover fra båten. Ej heller tænkte han noget ved at han ikke
møtte sin mor dernede eller nogensteds her utenfor, eller ikke så
henne stå på altanen. Han bare stormet op trapperne, og åpnet
.....lysene i vinduerne gjorde ikke lyst herinne, tværtom, her
var sat noget for lysene, så inne var halvskymt. Men hans øjne
kom fra halvmørket, han så sig om efter henne, og hørte bare at
det gråt i den innerste kroken — og der sat hun også Sammen-
krøpet i sofaens hjørne med benene under sig som i gamle dager,
når hun var rædd. Hun rakte ikke ut armene heller, hun var
rent, rent sammenskræmt — men han bøjde sig over henne, han
knælte ned, han la sit ansigt ned over henne, og gråt med henne.
Fin, tynn, mager var hun blet, å som hun kunde blåses bort!
Hun lot ham ta sig som et barn og inne ved hans bryst klappes,
strykes, kysses; — å som hun var blet legemsløs! Og disse øjne
han ændelig fik fat i, de så gjænnem tårerne ut av store hulinger,
men uskyldige som fugler ser ut av en rede. Over sin svære panne
hadde hun slynget et langt silketørklæ i turbanform, der fallt ned-
over bak, hun vilde skjule at håret var blet så tynnt; han smilte
over at finne henne igjæn i det! Åndigere, skjønnere i sin ulegem-
lighed æn nogensinne; det innerste jeg var trådt frem uten dragt.
Hennes spæde, spæde hænder søkte op i hans hår, og nu så
hun in i hans øjne. „Rafael! Min Rafael!“ hun la la armen om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
