Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IVAR BYE
(1894)
Ved hans dødsleje gav jeg mig selv det løfte, at så snart hans
historie en gang kunde fortælles, skulde jeg gjøre det. Men jeg
visste at i den første menneskealder derefter kunde det næppe ske.
*
Nu har offentlig for alles øjne hændt noget i Norge der går
like til mig og spør: Er tiden ikke nu inne?[1]
Ivar Byes navn vil være kjænt av de fleste som så det norske
teater bli åpnet i Kristiania. Intil femtiårene var vi kunstnerisk et
lydland under Danmark; vi var uten dramatisk litteratur, uten
skuespillere, og ifølge mange dannede nordmænns mening absolut
udygtige til at få nogen av delene — intil Ole Bull viste godtfolk
at der ændog var et stort skuespillertalent i folket, og at
stykkerne kom av sig selv. Efter Bergens norske teater, som han
oprettet, rejste Kristiania norske teater sig, sat i gang av endel
patrioter; den eneste gjænlevende av dem er gamle overlærer K.
Knudsen.[2] Men på det norske teaters åpningsdag var Ivar Bye
med. En mørkladen, bredskuldret mann med smal midje, et hode,
så smukt av form, så godt og ædelt av ansigtsuttryk, at ingen
glæmte det. Pannen bred og høj, håret næsten sort, øjenbrynene
buete, en ørnenæse, tynn, fin — og så de gode, grå øjne med en
skjælm i, straks han talte. Da drog munnen også gjærne op til
smil, full av erotik og med glimt i av ypperlige tænner i bred
runding. Disse grå øjnene og munnen gjorde god tjeneste sammen,
gjorde uavladelige erobringer blant mænn som kvinner, gamle og
unge. Men i det tyste. Skjønt hans hode bares løftet på en ret
lang hals, og skjønt haken var fremtrædende, og vidnet om mot,
og skjønt det magre brunlige ansigt lovde energi — han kom altid
dæmpet og iagttagende.
Kroppen hadde to lyder; den var ikke rundladen, men heller
flattrykt, og knærne var ikke fri for at gå ut fra hværandre. De
[1]
En begavet arbejder var i 1894 valgt til stortingsmann for Trondhjem, men angav sig derefter
selv som straffet for nogen ungdomsforseelser.
[2] Døde i 1895.
Utg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 15:38:35 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/2/0438.html
