Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fleste så det ikke; de hæftet sig ved hans smukke gang, idet de
følte dens behagelige rytme. Aldrig har nogen nogensteds set ham
i forgrunnen; men der de fik øje på ham, drog han de finere
naturer til sig. Også de andre følte at her var en mann av race.
Og det var han. Av en gammel norsk embedsfamilie med arv
fra vore ældste ætter. Han het ikke Bye.
Hans bestefar hadde som embedsmann begåt kassesvik, og skjønt
omstændighederne ikke var bare graverende, følte barnene det som
slik skam at de tok et annet navn. Ivars far var ætlet til officer,
jeg tror også han var på krigsskolen; men ved farens fall måtte
han la sig nøje med at bli sergeant.
Hvær Molde-skolegut fra min tid husker sergeant Bye, når han
var inne i byen, og da bestandig full. En middelstor, bredskåren
kar med stor ørnenæse, og med en viss værdighed i sine
bevægelser. Selv når han var som aller fullest, bevarte han den. Han
trivdes ikke i de omgivelser han var sunket ned til, og så skapte
hans romantiske naturel sig en del solrike stunder, deri han lekte
storkar. Alle roste hans godhed og retskaffenhed.
Sønnen hadde samme dragning op fra bondelivet. Herute ved
sjøkanten var det den gang både snævert og fattesligt. Han sat
som gjæter og drømte om at løfte ætten til fordums herlighed;
han fortalte disse store drømme til sin lille søster, og ellers til
ingen. De to søsken holdt sig for sig selv.
Lille Ivar hadde et utroligt talent til at pynte henne og sig.
„Til at gjøre noget av intet eller av en ubekvem materie,“ som
min tids religiøse lærebok definerte „skabelsen“. Til belønning for
dette talent fik han, da han blev ældre, farens utslitte
uniformsklær vændt og tilskåret, så han en dag kunde vise sig i byen i
blå klædesklær, med blå hue! Det var visst den øverste
højtidsdag i hans liv. Han beundredes også straks for sin ualmindelige
skjønhed. Selskap med andre æn den højere skoles elever
forsmådde han. Han fortalte mig senere hvor han længe forgjæves
brænte for at få komme med i de store, fornemme gutters lek.
Og det lykkedes — takket være især én, herren over alle de andre.
Den lille guts hengivenhed og stolthed kjænte ingen grænse.
Her fik han da sin første forælskelse. Det var ikke i en pike,
men i denne som tok sig av ham, en næsten voksen kammerat,
vakker, forvoven, herskesyk, allerede ret livserfaren, allerede
nokså fordærvet. Men det forstod ikke Ivar, han bare beundret hans
flothed, hans kommando-ævne, hans nedladende bevågenhed — og
måske især hans store skjønhed, hans høje, slanke figur,
hans ualmindelig hvite hud til sort hår. Det raske, befalende lag
og kvinnernes hyldningsgaver til ham må heller ikke glæmmes;
det var noget for gutten aldeles nyt. Her var herretypen,
guttens ideal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
