Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mere sang sine sange, knapt nok tålte at høre dem sunget av
andre, guitaren rørte han ikke. — Ikke således at forstå, at det
vænteliv han hittil hadde ført, avløstes av energisk omsorg for at
skape sig en fremtid. Slikt lå ikke længer for ham, om det
nogensinne hadde gjort det. Men således at det sværmeri han
innerst inne holdt gående, det slap sine sentimentale minner, og
begynte isteden at spinne sin digtning omkring dem han nætop
stod blant; nogen få av dem. Som en trøst og tilflugt hos gode
mennesker for det beste i ham begynte det; men det blev i
længden til en livskjæde, der den ene vens eller veninnes historie
sluttet til den annens, og alles tilsammen var hans lykke.
Efterhånden levde han nemlig udelukkende for andre.
Likesom andre tyr fra fejlslagne og såre drømme in i et kloster,
således han in i gode gjærninger.
Da det norske teater i Kristiania skulde oprettes, var denne
forhenværende sentimentale sanger og guitarklunker den første
som mældte sig. Mange Moldensere blev forskrækket, da de hørte
hans navn. At han turde gå op på en scene? Noget efter lærte
jeg ham at kjænne, og forstod straks hvor naturligt det faldt denne
drømmer at søke efter Aladdins slot. Der vilde han være — ikke
i pragtgemakkerne, ikke ved vinduerne og på balkonerne i parade
for at hyldes; men i de vinmørke bueganger, i alkoverne, i
gjæmmestederne rundt om kaskaderne derute i den store park.
Være med i hemmelighederne, være alles fortrolige og hjælper.
Tilstede bakenom med små tjenester og gode råd; stå og holde
ros færdig for de yngste og være trøst for de uheldige og
medfryd for de lykkelige. Selv hadde han ingen ærgjærrighed; hans
trønderske dialekt (som scenelederne ikke forstod at bøje, mens
det ænnu var tid) og hans dilettantfrygt for det unaturlige, der
hindret ham i at sætte noget in — var ham overalt i vejen. Men
dersom vi spør hvær enkelt av dem som lever igjæn av det første
norske teaters personale, så skal vi få høre hvad han var for
dem han likte; ti han var en kræsen menneskekjænner. Vi
skal få høre hvad de skyllte hans smak, hans opfinsomhed til
deres vel, hans taktfulle oprigtighed, hans troskap, diskretion.
Småvittig og lun, drømmefull og fortrolig, gjættende og tugtende
deres småfejl; lokkende på det han likte.
Han hadde ikke været der længe, før han for første gang i sit
liv begynte at kjænne fast grunn under foten; det gynget ikke
længer. Men just da fik han et anonymt brev fra „En Moldenser“.
Deri spurtes „hvordan han turde våge —?“
Her var det jeg kom til.
Noget av det første jeg hadde hørt fortælle, da jeg blev elev
av Molde højere skole, var hvorledes denne snille, vakkre gut var
blet misbrukt av ældre „fornemme“ kammerater, og siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
