Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alle disse tilfælde har besøkt mig siden, enkeltvis og tilsammen,
naget mig, ydmyget mig. Men intet oftere æn dette.
For var det ikke som en siste gjæntagelse ved livets utgang av
den hensynsløse bruk andre hadde gjort av hans hengivne natur?
Som om ingang og utgang skulde bøje sammen — da værtinnen
lukket hans øjne, og kom nedenunder i sine rum, stod en fremmed
der; han spurte efter Ivar Bye. Hun fortalte ham gråtende at nu
kom hun fra at ha lukket hans øje; herover blev den fremmede
så stærkt grepet at han måtte sætte sig ned. Han gav sig til at
spørge, og det var værtinnen en husvalelse nætop nu at få prise
ham av sit hjærtes rike fylle, og tilsist skildre hans tålmodige,
skjønne dødsleje. Altsammen gjorde et svært intryk på den
fremmede, han blev sittende længe. Men da han rejste sig for at gå,
vilde han ikke sige sit navn. Han så ut som en embedsmann, sa hun.
Skulde det være en av de kammerater fra Molde som sen
anger drev frem just til det øjeblik?
Selve føreren for dem var det ikke; han var længst død.
Jeg stod ved Ivar Byes grav, og sa mig selv at dette vilde jeg
altsammen engang skrive ned. For det juridiske norske folk.
Jeg stod ved graven og så utover følget. Det var jo en stor
begravelse; jeg kjænte ikke en tyvendedel! Teaterfolk,
håndværkere, kjøbmænn, sjømænn, embedsmænn, fattige stakkarer,
rikmænn, meget gamle, meget unge. Og ved graven væntet
kvinnerne på os. Der var mødre som hadde sine barn med, og
mødrene og barnene gråt omkap. Gamle frøkener like ute fra
Sandviken, fattige koner, unge piker, alle med blomster og tårer.
Jeg vet dem der vil finne sine tårer igjæn, hvis de læser
dette. —
— Når jeg tænker på mine avdøde kjære, er jeg ikke god for
at tænke mig dem som lik, æn sige som avgnagede skeletter.
Jeg tænker dem frem igjæn med livets rødme i kinnerne og
øjnene på mig. Men Bye kan jeg tænke som han nu må se ut,
ja jeg tænker ham oftest således — med sin række ypperlige
tænner i bred runding, med næsebenet og hulhederne under den
vakkre panneskål. Jeg kan så trøstig se de kalkgrå knærne litt
skutt op og fra hværandre, og de lange knokkelfingrer mot
hværandre.
Jeg tror ikke det er fordi hans ansigt var magert, så det
inbyr fantasien. Ej heller fordi han som nøkken på huk der ute
i Lerfossen med styrten og vandstøvet om sig glodde ut av hulinger
mer æn ut av øjne, mens tænnerne glinste.
Nej, det er visst fordi hans forståelse av mennesker og vilkår
var blet så dyp, så kjærlighedsfull, at for ham var intet støtende
igjæn. Ikke i livets og ikke i dødens former. Og det
symboliserer sig således i mit minne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
