Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den nye Marit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men han gav henne sukkertøj, forat hun skulde la blomsterne
ligge. Ja, hun utleverte blomsterne mot sukkertøjet, som hun
puttet i munnen. Men da de skulde gå, vilde hun også ha blomsterne.
Han blev helt forstemt.
Så fant han på at mor frøs; Marit måtte bre på henne. Da
foreslog hun at mor skulde komme op i sin egen seng. Han
hadde nemlig sagt henne at den tomme seng ved siden av hans
var mors, og hun spurte bestandig om ikke mor snart kom. Hun
kunde ikke komme, sa han; hun lå derute og frøs. Det førte så
til målet. Hun bredde selv blomsterne utover, og lot dem ligge.
På hjæmvejen gjæntok hun flere ganger: „Nu fryser ikke mor.“
Han undret sig på hvad hun forstod ved mor. Han vilde hun
skulde kjænne morens portrætter; men øvde forinnen hennes sans
med billeder av dyr og ting. Gik så over til portrætter av sin
søster og av sig selv og av flere hun kjænte. Da hun var vel
hjæmme i dem, kom det første billede av moren frem. Det voldte
ingen vanskelighed; hun fik flere at se, og lærte flinkt at kjænne
dem fra andres. Efter middagen, da hun skulde sove, vilde hun
ha mor i sine armer. Han forstod først ikke, og hun blev
utålmodig. Så kom han med morens første portræt, det la hun straks
i armen, bredde over og sovnet. Først da hun var fire år, og så
en mor i kjøkkenet stelle med sit syke barn, blev han sikker på,
at hun forstod hvad en mor var; ti hun sa: „Hvorfor kommer
ikke min mor og klær av mig og klær på mig?“
Det ændte med at far og datter blev uændelig gode vænner.
Men en ænnu større glæde fik han, da hun blev såvidt stor at
han kunde fortælle henne om mor. Om mor, som kom over havet
til far, og hadde lille Marit med. Der hvor mor og han hadde gåt
sammen, der gik de to. Alle spaserturene. Han rodde henne, som
mor hadde rodd ham, de rejste til byen sammen, som de to
hadde gjort. Der sat hun i de stoler mor hadde kjøpt og sittet i.
Ved bordet hadde hun mors plass, i drivhus og i have, hos
blomsterne var hun mor, og hun hjalp til som mor hadde gjort.
For et klokt, vakkert barn! Morens røde hår og tindrende hvite
hud, hennes store øjne, den samme fine, lange øjenbrynlinje.
Måske fik hun også hennes bøjde næse. Hænderne med de lange
fingre var ikke morens, ej heller figuren. Foreningen av hode og
hals i en sagte lutning var heller farens. Skuldrene var ikke smukt
tværskåret som morens, men hældet, og armene fløt ut av dem
med et sagtere lag. Han måtte op og se henne hvær kvæll hun
klæddes av. Den blanding av Krog’enes mannlige og kvindelige
type som til nu hadde været så Sjælden, men som alt moren tildels
repræsenterte, her var den fullkommen. Hun blev høj, øjnene
store, hodeformen fin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
