Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
du viss på det?“ — „Viss er jeg ikke.“ — „Er det ikke sa at
onkel Klaus har tapt adskilligt i den siste tid?“ Fru Dawes tidde.
Faren svarte: „Det kan nok være.“ — „Ja, hjælper han ham da?“
Ingen svarte. „Da synes jeg ikke Jørgens utsigter er rare,“ sa
hun avsluttende. —
Frans Røy var i Paris i et bestemt opdrag av regjeringen, og
derfor ofte borte. Nu hændte just det, så Mary var trygg. Men
som hun tidlig en morgen kom til Alice, de skulde sammen ut i
byen — sat han der! Han sprang op og imot henne. Hans øjne
overgjød henne med beundring og glæde, han grep hennes hånd
med begge sine. Noget mere strålende lykkeligt hadde hun aldrig
set. Mary følte hvor rød hun blev. Alice lo, hvad som gjorde
det værre. Men hans snakkesalighed hjalp dem over. Idag var
den nemlig ualmindelig selv for ham. En kolossal fabrik som han
kom direkte fra, styrtet han sig nu in i og drog dem med. De
halvnakne mænn med sine haker langs floden av kokende jærnmalm,
ildrød, boblende — maskinernes vælde og menneskene in
under dem som forsigtige myrer i en kjæmpeskog. Han forsøkte
også at forklare dem det i detalj. Det lykkedes til fullkommenhed;
men det varte og det rak, til de to veninner måtte avsted.
Da de sat i vognen, var Alice svært oprømt. Det var nemlig
så klart at idag hadde han gjort et stærkt intryk. —
Dagen efter forlot Mary Paris i automobil sammen med et
amerikansk ægtepar. Hun blev borte flere dager. Men det første
hun gjorde, da hun vændte tilbake, var at søke Alice. Ganske
rigtig: der sat Frans Røy! Både han og Alice sprang op i stor
glæde, Alice kom mot henne, omfavnet og kysste henne: „Flygtning,
flygtning!“ ropte hun. Det er da for lite at sige at Frans
Røy’s øjne tindret; de skjøt kongesalut. Fra det øjeblik hun
hilste på ham, stod ikke hans munn. Han var så dum forælsket
at Alice begynte at bli rædd. Heldigvis måtte han bryte av; han
hadde en forhandling. Mary sat efter i bølgegang, sjøen vilde
ikke lægge sig. Alice så det, og vilde bringe henne til ro ved
ivrige, ængstelige forsøk på at forklare ham. Men det bare
forstyrret; hun gik.
Om eftermiddagen, da hun kom in til de andre — hun hadde
hvilt, hun trængte til det —, hørte hun pianospill. Hun forstod
straks at det var Jørgen Thiis som underholdt de gamle. Han
var virkelig en kunstner, og han ælsket det flygel de hadde. Det
skulde følge dem hjæm. Hun gik like frem til ham, takket ham,
fordi han var så opmærksom mot hennes far og tante Eva;
desværre måtte de så ofte være alene. Han svarte, at det var ham
uændelig kjært at de satte pris på hans musik, og at pianoet var
forlokkende, i sanhed første rangs. Samtalen under og efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
