Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 477
„Nej, vær nu skikkelig, Frans! Det er også andre gangen De
forstyrrer mig!“ — „De skal forstyrres, De skal ikke modellere
efter henne derinne i Deres fængsel. Kjære Alice, min egen ven,
De skal modellere min lykke!“ — ,Ja, hvad mere kan jeg gjøre
for Dem æn jeg har gjort?“ — „De kan skaffe mig adgang der
i huset.“ Alice tænkte sig om. „Det er ikke så let.“ — „Å —
De finner nok ut av det. De må, De må!“ Så længe talte han,
omfavnet han og kjælte han, til hun gav efter, og lovte det.
Hvorledes hun nu bar sig ad med det — det gik uheldig. „Om
jeg ber min far at ta mot en ung mann han ikke har været præ-
senteret for, måtte han misforstå det,“ sa Mary. Alice inrømmet
det uten videre. Hun blev vred på sig selv for at hun ikke hadde
tænkt på det. Istedenfor at overlægge med Mary om saken ikke
kunde gripes anderledes an, opgav hun det hele. Hun var ærger-
lig ænnu, da hun meddelte Frans Røy utfallet; hun følte, sa hun,
at Mary ikke ønsket nogen mellemmann. Hun inskjærpet atter
at han måtte være varsom.
Frans Røy blev ulykkelig. Alice lot være at trøste ham.
Dagen efter kom han igjæn. „Jeg kan ikke opgi det,“ sa han.
Jeg kan heller ikke tænke på noget annet.“
Så længe sat han der, og så ofte gjæntok han det evindelig
samme i alle slags omskrivninger, og så ulykkelig var han at den
gode Alice fik ondt av ham. „Hør,“ sa hun, Jeg skal invitere
dere sammen her. Så kanske kommer inbydelsen til Krogs av
sig selv.“ — Han sprang op. „Det er en herlig idé. Kjære, gjør
det!“ — ,Jeg kan ikke gjøre det straks. Anders Krog er dårlig.
Vi må vænte.“ Han stod skuffet og stirret på henne. „Men kan
De ikke føre os to sammen igjæn?“ — „Jo, det kan jeg.“ — „Så
gjør det da — så snart som muligt! Kjære, kjære, så snart som
muligt!“
Det lykkedes. Mary var straks rede til at se ham igjæn.
De møttes hos Alice, for sammen at kjøre til utstillingen i
Champs Elysées.
At stå sammen foran kunstværker er den virkelige samtale uten
ord. De få ord som da siges, vækker hundre. Men de siges
ikke. Den ene føler gjænnem den andre, eller tror at gjøre det.
De møtes begge i ett billede for at skilles i et annet. Derunder
lærer de hværandre at kjænne bedre i én time æn ellers i uker.
Alice ledet dem fra billed til billed; men selv var hun optat av
sit — jo længer frem, jo fullstændigere. Hun så som en kunstner
ser. De to som begynte med billederne, gik mere og mere over
til at opdage hværandre gjænnem billederne. Det blev til en
hviskelek med snare øjne, knappe ord, let anvisende finger. Men
de som føler sig frem til hværandre ad hemmelige vejer, fryder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
