Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480 MARY
De hadde ikke tat mange steg, før Frans Røy gav sig til at slå
hjul, d. v. s. kaste sig fremover sidelangs på hænderne, for at falle
ned igjæn på benene, så atter fremover sidelangs på hænderne,
og således avsted, fort, fortere. Så vændte han, og kom på samme
måte tilbake. „Dette er en av mine cirkus-kunster,“ sa han strå-
lende. „Her er en annen!“ Han kastet sig rundt i luften der han
stod, og fallt ned igjæn med føtterne, nøjagtig hvorfra han hadde
hoppet. Så én gang til. „Ser dere? Nøjagtig hvor jeg hopper
op fra!“ Han triumferte, gjorde det to ganger til, tre ganger,
fire, fem.
De beundret ham. Det var også beundring værd at se den
høje, stærke mann gjøre det med største lethed, så det virkelig
blev skjønt. Inspireret av deres ros gav han sig til at snurre
rundt med slik fart at de andre fik ondt bare av at se på. Ej
heller var det vakkert. De vændte sig bort og skrek. Dette frydet
ham forfærdelig. Ærgerlig herover, ropte Alice: „Sandelig er De
en gutunge, så god som nogen på sytten år!“ — „Hvor gammel
er De?“ spurte Mary. „Mere æn tredve.“ Da lo de av full hals.
Det skulde de ikke ha gjort. Det måtte han straffe. Før Alice
hadde anelse om det, trev han henne om livet, og drejde avsted
med henne i den mest rasende galop opover chausséen, så støvet
stod. Den svære Alice strævde imot av alle kræfter og skrek.
Men det hjalp ikke; det bare moret ham. Hatten fallt, sjalet fallt,
Mary løp efter, og tok det op, mens hun lo, så hun stod krum.
For disse kluntede motstandsforsøk til ingen værdens nytte var
ikke til at holde ut. Ændelig vændte han, og de kom i samme
rasende travtakt nedover igjæn, og stanste hos Mary. Alices ansigt
oprevet, svedende og rødt. Hennes stakåndede raseri, som ikke
fant ord, fik Mary til at brøle. Frans sang: „hop-sa-sa! hop-sa-
sa!“ foran henne, sålænge til hun kunde tale og skjælde ham ut.
Da lo han.
„Og De —?“ vændte nu Mary sig til Frans Røy. „Har det slet
ikke tat på Dem?“ — „Ikke synderlig. Jeg skulde straks ta samme
tur med Dem!“ Mary forfærdedes. Hun hadde just git Alice
hatten, og stod med hennes sjal og med sin egen hat, som hun
hadde tat av. Men med et skrik kastet hun begge deler fra sig,
og satte avsted til den motsatte kant, dit hvor vognen holdt.
Ikke ett øjeblik hadde Frans Røy tænkt sig at gjøre hvad han
truet med. Det var bare lystighed. Men da han så henne springe,
og det med en fart han ikke hadde tiltrodd henne eller nogen
kvinne, kjænte hans officershjærte det som en utmaning. Alice så
det, og skyndte sig: „Gjør det ikke!“ Ordene kastet sig i vejen
så intrængende at han stod tvilsom. Men Mary der borte på vejen
i den hvite kjole med det røde hår over, med et fotskifte, så rapt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
