Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484 MARY
Nogen dager derefter mottok han med rørposten et brev som
i hast underrettet ham om at kl. 11 formiddag var de atter i ut-
stillingen i Champs Elysées. Da han fik billetten, var klokken
alt 11.
Mary var kommet til Alice for at be henne være med. De
skulde bedømme et hollandsk kystlandskap som hennes far vilde
kjøpe. Prisen syntes dem alle vel stiv, muligens kunde Alice op-
nå bedre vilkår. Marys vogn holdt utenfor. Alice forlot henne,
skyndte sig at skrive til Frans Røy, gik så for at klæ sig på,
hvad som mot sædvane idag tok lang tid. De kom til utstillingen,
de fant billedet, de gik til bureauet, der de måtte vænte. Gjorde
så sit bud, opgav adresse, og vændte tilbake til utstillingens par-
terre; ti de søkte atter atleten. Nu stod han der i al sin mandige
kraft. Alice kom først til den og utbrøt: „Gud, det er jo —“ men
stoppet og vændte sig fra Mary. Hun beså statuen fra alle sider,
om igjæn og om igjæn, uten at sige ett ord. Just det som ut-
mærket Frans Røy, at hans styrke ikke lå utenpå som muskel-
poser, men var spænkraften i det mest velformede, smidige legeme,
gjænfantes her. Det var Frans Røys holdning og kast med hodet,
hans brede panne på skrå i luften, hans hånd, hans korte, stærke
fot — altsammen var her! Statuen virket som en krigssang. For
første gang fant hun ordet for hvordan Frans Røy virket. Den
bortførte henne som rytmen i en marsch. Nøjagtig hvad hun ofte
hadde følt, når hun så Frans Røy gå. Var denne likhed et sært
tilfælde, eller hadde virkelig Frans Røy ... hun blev het og måtte
gjøre et slag bort fra statuen og hen til annet.
Mary hadde den hele tid holdt sig bak Alice, som aldeles hadde
glæmt henne. Nu, da Alice stod for sig selv, kom det spørsmål
uvilkårlig op i henne: Forstår Mary hvad hun ser?
Alice væntet litt, før hun begynte at iagtta. Mary stod nu foran
statuen med ryggen til Alice og længe urørlig. Alice blev nyss-
gjærrig. Hun gjorde en omvej bortover blant andre billedværker,
fik pince-nez’en på, og så derhen. Marys øjne var halvt lukket,
hennes barm bølget. Hun flyttet sig langsomt omkring statuen,
helt rundt, gik på avstand, kom igjæn, stanste atter halvt foran,
halvt på siden.
Så ser hun sig om efter Alice, og får øje på henne med
pince-nez’en rettet like på sig; Alice holdt ændog i den for at få
se klarere. Det var ikke til at ta fejl av: Alices ansigt var et
eneste skalkagtigt smil.
Der er ting den ene kvinne ikke vil den andre skal forstå.
Marys blod suste op; forarget og krænket kjænte hun Alices blik
som en insulte — ordet tænktes på Fransk. Hun vændte raskt
ryggen til atleten, og gik mot utgangen. Men hun stanste nu og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
