Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 487
Norge og der sammen med Frans Røy’s familie; de er fra samme
by. Skal jeg gi yderligere oplysninger?“ Jørgen Thiis forskræk-
kedes. De andre stirret. Han skyndte sig: „Jeg har just sagt til
Deres far og fru Dawes, at blant os yngre officerer kalles Frans
Røy for den beste vi har. Så jeg mente ikke noget ondt med
det.“ — „Det har jeg heller ikke mistænkt Dem for. Men når
ikke jeg selv har talt om det bekjæntskap her, synes jeg ikke det
burde bringes in av fremmede.“ — Helt forfærdet sa Jørgen Thiis,
at, at, at han ingen annen hensigt hadde hat med det æn at, at,
at...“ „Det vet jeg,“ svarte hun avbrytende.
Så gik de sammen nedenunder. Ved bordet — de hadde et
for sig selv — optok Jørgen Thiis naturligvis æmnet. Det kunde
ikke stå således hen. Officererne, sa han, beklaget at Frans Røy
var gåt over til ingeniørerne. Han var en fremragende strateg.
Deres øvelser, både de mere teoretiske og de praktiske, hadde
git ham leilighed til at utmærke sig. Jørgen gav eksempler, men
de forstod dem ikke. Så gik han over til at fortælle anekdoter
om Frans Røy. Fra kammeratslivet, fra hans virksomhed. De
skulde vise hvor han var avholdt, og hvor han var kvik; men
Mary fant, at de især viste hvor han var guttet. Jørgen gjorde
da et tilbaketog, han hadde bare hørt dem fortælle; Frans Røy
var jo ældre æn han. „Hvordan finner De ham?“ spurte han
pludselig meget uskyldig. Mary væntet, de andre så op. „Han
snakker så altfor meget.“ — Jørgen lo. „Ja, hvad vil De han
skal gjøre? Han som har så meget kraft.“ — „Skal den gå ut
over os andre?“ Det lo de allesammen av, og dermed var den
stramning løst som hittil hadde gjort alle forlegne. Krog og fru
Dawes følte sig trygge for Frans Røy. Også Jørgen Thiis.
De kom op igjæn halv ni. Mary unskyllte sig, hun var træt.
Fra sit rum lå hun og hørte Jørgen Thiis spille. Da lå hun og gråt.
— Næste kvæll på havet, stort og blikstille. I svak skumring
mot sommernatten; to røksøjler i det fjærne, ellers intet. Et udelt
mattgrått foroven og forneden. Mary støttet sig mot rælingen.
Ikke én til så hun; maskinens slag den eneste lyd.
Hun hadde nætop været nedenunder og hørt musik, men var
gåt op før de andre. En usigelig følelse av at være ensom drev
henne op til det inholdsløse utsyn. Overalt skyer til grænse.
Intet annet æn skyer; ikke engang gjænskin av den sol som
var gåt under.
Hvad hadde hun selv igjæn av den værdens glans hun kom
fra? Var det ikke like tomt i og omkring henne selv? Rejselivet
var nu forbi; hverken hennes far eller fru Dawes kunde eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
