Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490 MARY
Hun fant landskapet inover henrivende. Den lille halve time
in til Krogskogen var som at hilse, atter og atter hilse på gode
kjænninger. Nu var også den tildels omlagte landevej langs kysten
færdig. Den var rigtig morsom, hvær gang den skar rundt od-
derne, ofte in i fjællet. Over Krogskogen gik vejen som før fra
det ene næs henad sletten til det andre, like forbi landgangsbroen
og like under kapellet og kirkegården.
Nej så koselig som Krogskogen lå! Hun hadde husket som
den lå ensomt; men hun hadde glæmt som den var yndig! Denne
stille, blanke bugt med sjøfuglene! Krusningen der borte som elven
løper ut, den lange slette opover mellem hejene, og disse grøn-
klædde. Var trærne ved våningshuset virkelig ikke højere? Hvor
godt det tok sig ut, huset, langt og hvitt med sorte vinduer og
sort grunnmur. Av den ene pipe steg tæt røk; der rullet op et
lystigt velkommen. Hun sprang i land foran de andre og fort
opover. En pike på otte—ti år kom springende nedover, stanste,
da hun så Mary, vændte og sprang av alle livsens kræfter tilbake.
Men Mary hæntet henne in ved trappen. „Nu tar jeg dig!“ hun
vændte henne mot sig: „Hvem er du?“ Det var en lyshåret,
leende en, som ikke svarte. På trappen stod husets kvinner, og
en av dem sa at hun het Nanna, og var her for at springe ærend.
„Så vær min pike!“ sa Mary, og tok henne med op trapperne.
Hun hilste på hvær især, men følte de skuffedes ved at hun ilte
videre uten at tale med dem. Hun længtes efter at sætte foten
på de dype tæpper, føle det ejendommelige lys om sig i forstuen,
gjænse de store, kostbare skap, alle malerier og rariteter fra Hol-
lændertiden. Hun længtes æn mere efter at komme op til sit
eget rum. Dette lydløse i trapperne og siden fremover i den lange,
litt mørke gang — aldrig hadde det ført slik hviskelek med henne
som idag. Noget bløtt, halvgjæmt, dypt fortroligt og tæt til. Ænnu
snakket det, da hun stod ved døren til sit rum, det rigtig holdt
henne fast, så det varte før hun åpnet.
Å, værelset lå i fullt sollys fra vinduet på langvæggen, åpent
ut mot de andre hus og hejen. Blekere lys fra vinduet like foran
mot frugthaven og mot bugten der nede. Denne blinket frem
mellem trærne. Over dem såes holmerne og det nu lysegrå hav.
Men in fra hejen, i fagreste løv og blomstring, gøv vårduft. Rum-
met selv i sin hvite renhed lå som et fang for det. Her inne
ordnet alt sig ærbødig om sengen, der stod midt på gulvet. Den
var mere æn for en prinsesse; den var selve prinsessen; alt det
andre kom nejende henimot den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
