Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 497
over sin far, som ikke hadde øvd kontrol! Også det var et be-
tænkeligt tegn.
Hennes far måtte ha været på vej til fru Dawes med dette
brev, da han fik slag. Døren var nemlig åpnet, og han lå like ved.
Mary læste brevet to ganger, vændte sig mot fru Dawes, som
sat og gråt. „Ja, ja, tante Eva — det får ta’s.“ — „Ta’s? Ta’s?
Hvad mener du? Pengene? Skitt med pengene! Men din far!
Det herlige menneske, min beste ven!“ Hun så ufravændt på
hans lukkede øjne og gråt uten stans, mens hun gav ham de
beste navn, den højeste ros, men på Engelsk. I det fremmede
sprog fallt ordene som fra en fjærnere tid; Mary lå på knæ foran
ham og sanket dem op. De kom fra hvær dag i de to gamles
samliv, hvært med sit savn, hvært med sin takk — avtryk av
hvad hun hadde mottat av kjærlig tale, av gode øjne, i gaver og
overbærenhed. Det kom så rikt, så varmt med en god samvittig-
heds frejdige styrke; ti fru Dawes hadde selv prøvd at være alt
for ham igjæn, så langt hun hadde hat kræfter. Så gyllne ord
der nu strøddes over Marys hode til ære for ham, så fattig gjorde
de henne selv. Ti hun hadde været så lite for ham! Å, som hun
angret, å, som hun var fortvilet.
Jørgen Thiis kom til syne ute på gangen, just som hun rejste
sig. Hun bøjde sig ned efter brevet, og vilde gi ham det, da fru
Dawes, som også så ham, bad ham hjælpe sig in på sit rum;
hun måtte til sengs, hun også. „Gud vet når jeg nu står op igjæn!
Er han færdig, så er jeg det også.“
Jørgen ilte til, fik den hele masse op av stolen, og svømte lang-
somt avsted med henne. Han ringte efter en pike, som så hjalp
henne til sengs; selv gik han tilbake til Mary. Hun stod der ube-
vægelig med brevet, som hun nu rakte ham.
Han læste det opmærksomt, og blev blek. Ja, en stund var han
likesom utslukt; Mary gik et par steg mot ham; men han mærket
det ikke. „Dette er det som har voldt slaget,“ sa hun.
„Naturligvis,“ hvisket han uten at se på henne. Litt efter gik
han.
Mary stod igjæn hos sin far. Hans søte, fine ansigt kallte på
henne, hun kastet sig atter ned over ham og hulket. Den hun
mest holdt av, hadde hun været minst for. Kanske bare fordi han
aldrig minte om sig selv?
Hun forlot ham ikke, før doktoren kom og med ham sykeplei-
ersken. Da gik hun in til fru Dawes.
Fru Dawes var overgit og syk. Mary vilde trøste henne, men
hun avbrøt hæftig: „Jeg har hat det for godt. Jeg har været for
sikker. Nu kommer alvoret!“ Mary forfærdedes ved ordet; ti
hun hadde det i sit eget hjærte hele tiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
