Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498 MARY
„Du mister os begge, stakkars barn! Og formuen!“ Mary likte
ikke at hun nævnte formuen. Fru Dawes følte det og sa: „Du
forstår mig ikke, stakkars barn! Det er ikke din skyll, det er
vor. Vi føjde dig for meget. Men du var også så slem, hvis vi
ikke gjorde det.“
Mary så forskræmt op: „Jeg slem?“ — Fru Dawes: Jeg sa
det til din far, barn, jeg sa det ofte. Men han var så ejegod, han
bortforklarte det hvær gang.“
Jørgen kom in med doktoren. „Hvis noget støter til, kan det
være forbi, frøken.“ — „Blir han lam?“ spurte fru Dawes. —
Doktoren ungik spørsmålet; han bare sa: „Nu gjæller det ro.“
Det blev stille efter den besked.
„Frøkenen får ikke lov at våke hos den syke. Heller to plej-
ersker.“ Mary svarte ikke. Fru Dawes begynte at gråte igjæn:
„Ja, dette blir andre dager.“ —
Doktoren gik, fulgt av Jørgen Thiis. Da Jørgen kom igjæn,
spurte han sagte: „Skal jeg rejse, jeg også — eller kan jeg være
til nogen nytte?“ — „Å nej, forlat os ikke!“ jamret fru Dawes.
Jørgen så hen på Mary, som intet sa, heller ikke så hun op.
Hun gråt stille.
„De vet, frøken,“ sa Jørgen Thiis ærbødig, „at der er ingen jeg
heller vilde være til hjælp.“ — „Vi vet det, kjære, vi vet det!“
hulket fru Dawes.
Mary hadde løftet hodet; men ved fru Dawes’s ord tidde hun.
Da Mary noget senere kom ut fra fru Dawes, åpnet Jørgen
nætop døren fra sit rum, som lå like op til Marys. Han blev
stående i den vidåpne dør, så hun kunde se den pakkede kuffert
bak ham. Hun stanste: „De rejser?“ — Ja,“ svarte han. —
„Her blir stille nu.“ Han væntet mere; men der kom ikke mere.
„Nu begynner jagttiden. Jeg hadde tænkt at spørge Deres far om
jeg kunde få jage i hans skoger?“ — „Hvis De kan nøje Dem
med min tilladelse, er intet i vejen.“ — „Tusen takk, frøken! Ja,
da får jeg lov at se inom?“ Han bøjde sig dypt og tok hennes
hånd.
Derpå gik han in til fru Dawes for at sige farvel. Der blev
han imidlertid minst ti minutter. Han kom ut igjæn nætop som
Mary gik over til sin far.
Mens hun stod over sin far, begynte han at røre på sig, og slog
øjnene op! Hun knælte: „Far!“ Han syntes at tænke sig om, og
prøvde at tale; men kunde ikke. Hun skyndte sig: „Vi vet det,
altsammen, far. Men bry dig ikke om det! Vi skal ha det godt
likevel.“ Hans øjne viste at han forstod, om også langsomt. Han
vilde løfte sin hånd, men mærket han kunde ikke. Han så smær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
