Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 499
telig forbauset på henne; hun la sig ned mot ham, kysste ham
og gråt.
Men han bedret sig utrolig fort. Var det Marys nærvær og
flittige omhu som hjalp ham? Sykeplejersken sa det.
Nu kom en tid hvori hun var utrættelig i sin omsorg for de
to syke, men samtidig satte hun sig in i styret av gård og hus.
Hun overtok regnskapet og opsynet. Hun følte sig vel ved det;
ti hun hadde anlæg for at holde orden og styre. Fru Dawes var
helt forundret.
Ingen bekymring for fremtiden, intet savn efter alt det hun kom
kom fra. Hun sa til dem som beklaget henne, at vel var det
hårdt at de to gamle var syke, men ellers hadde hun det så godt
at hun ikke ønsket det anderledes.
En ualmindelig varm dag et stykke ut i August hadde hun fra
morgenen av hat meget at gjøre. Hun længtes efter at styrte sig
i sjøen, straks hun fik tid.
Mellem fem og seks løp de nedover, den lille Nanna og hun.
Først var begge sammen i badehuset; lille Nanna hadde slik fryd
ved at stelle med Marys skjønne hår; idag skulde det løses. Så
sprang hun op på hejen til den store sten, for fra den at holde
vakt til begge sider. Mary vilde intet ha på, men boltre og svømme
av hjærtens lyst. Så la hun i vej mot øen. Derfra kunde hun
selv se inløpet til begge sider og vejene. Alt stille, ingen fare.
Derfor tilbake igjæn!
Sjøen kjælte og bar, solen spilte på armene, som kløvde den,
landet foran lå høstmæt med fet hå, sjøfugl vugget i bugten, andre
skrek over henne. „Jeg, som gruet så for at være alene —!“
Da hun nådde frem, vilde hun ikke op; hun la sig på ryggen
og hvilte. Så nogen tak, og hvilte på ny. Stranden var inbydende;
hun la sig der i solsteken. Hodet halvt på en sten, håret flytende.
Å, for velvære! Men noget mante henne til at se op. Det gad
hun ikke. Jo, hun burde se op, dit piken sat. Men hun ænste
det ikke. Der sat jo Nanna på vakt. Så meget utrettet det dog
at velværet taptes; hun sluttet. Da hun rejste sig for at gå bort
mot trappen under badehuset, så hun bak den store sten — Jørgen
Thiis i jagtdragt med gevær over skulderen! Den lille pike stod
oprejst på stenen, urørlig; hun stirret på ham, som blev hun
holdt fast.
Hete blodbølger skylte gjænnem Mary med harm og avsky.
Er han uten skam? Eller har han tapt forstanden? Utvortes lot
hun som hun intet så — kastet sig fremstupes i sjøen, og svømte
mot trappen, den hun rolig tok fat i — og forsvandt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
