Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Som hun stod der, blek, høj, statelig, og så modig på ham,
tapte han helt. Han bare stirret. Hun sa: Jeg beklager, at jeg
ikke før har visst hvem du var.“ Al overlegenhed rant av ham,
han blev dum og tunglemmet. Han var ikke istand til at svare,
ikke engang til at røre sig. Han lot henne gå. Og det var det
siste han vilde!
Gjænnem vinduet så han efter henne, så henne stryke forbi
mot torvet like ved. Hvor var hun skjøn og stolt! Et syn!
— Da Jørgen noget efter kom for at hænte Mary, eller rettere
for at bli der sammen med henne til middag; ti det var han da
sikker på at de blev budne til middag — fik han ikke alene samme
overskyll som hun hadde fåt, men så meget mere som onkel Klaus
nu var umådelig misnøjd med sig selv. Det skulde Jørgen bøte
for. „Hvorfor fan kom du ikke selv? Du var for fejg til det? —
Og så vilde du få henne til at sælge aktier nu de ingenting er
værd! For en forbannet letfærdig krop du altid har været.“ —
Onkel Klaus hadde uret; men Jørgen kjænte ham, han visste at
her ikke måtte svares. Han krøp derifra på alle fire, og kom op
til Mary ynkeligere æn den dag hun fant ham oppe på hejen,
stirrende ned i det tapte paradis. Selv hadde hun grått av harm
og skuffelse; men det var spænfjærer i henne; nu slog det om!
Deres fall fra sejrsfølelsen for en halv time siden var så styrtende,
at når Jørgens elendighed kom til, blev det til latter altsammen!
Hun lo så overgivent, så stormende frit, at det ændog helbredet
Jørgen. Efter et kvarters tid var begge de unge mennesker ute
på gaten for at bestille sig en ypperlig middag med champagne til.
Imens den lagedes til, vilde de gå sig en tur. Men ikke før stod
de utenfor i det dejlige, friske vejr, så måtte Jørgen op igjæn for
at telefonere til Krogskogen, at de vilde gå dithen og spise middag
der! Det vilde ta godt og vel to timer på den nye kystvejen; det
skulde bli en herlig tur!
De satte fart på; den klare høstdagen var kjølig med rask bris’
— just vejr at spasere i.
Vejen langs sjøen skar gjænnem alle odderne, det stadige skifte
fra strand til bærghej, fra bærghej til strand igjæn, længtes de til.
Havet mørkeblått, fyllt av skib med sejl og av dampsøjler langt
utover. Idag var det søndag, derfor også flere lystsejlere ute; de
smøg frem i sundene, og de våget sig ut i det frie hav.
Med sin raske gang var de to unge mennesker snart ute av
byens tættere del. Der lå et vakkert lite hus i en have. „Hvem
tilhører det?“ spurte Mary, det så så inbydende ut. „Lægen,
frøken Røy,“ svarte Jørgen ivrig. Jeg har jo over vor harm og
skuffelse glæmt at si dig at jeg møtte Frans Røy i byen!“ Uten
at vite det, stanste Mary. Uten at ville det, blev hun rød. „Frans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
