Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 513
Hun forstod hvorfor han var blet så stræng og nøje på det og
hård med dem han fik under sig.
Hun så, at kanske hun også hadde skyll i at han hadde hat
det ondt. Hans lange, tause kjærlighed til henne hadde bare lagt
byrde til; ti hun hadde ikke git ham ett opmuntrende ord; tværtom.
Hvad under at han tilsist var blet som besat? „Stakkars Jørgen!“
sa hun én gang til, og tok hans hånd. Det første kjærlighedstegn
hun ænnu hadde spenderet på ham. Hun måtte straks ta det til-
bake for at holde skjørterne nede, for om odden gik skarp vind,
og en sejlbåt skar like op under dem. Der hilstes op fra den, og
de hilste ned igjæn.. For en frisk dag, for en smældende blå fjord
med røde flag utover.
Da de kom ned i bugten, spurte hun: „Tror du virkelig han
gjør dig arveløs, om vi gifter os?“ — „Vi har ikke noget at gifte
os på, kjære dig!“ — „Vi kan jo sælge disse papirer,“ sa hun
modig. „Ja, bærer vi os sådan ad for at gifte os, at vi sælger nu
de står så lavt, ja da gjør han mig sikkert arveløs.“ — Men
hun vilde ikke gi tapt: „Æn skogen vor?“ — „Den må stå i
flere år.“ —
Som han visste god besked, Jørgen! Som han hadde overvejet
altsammen!
De kom in på strandvejen som førte frem til siste odde, den
ved Krogskogen. Der var en gammel sær Finnehund. Mary var
rigtig godvenner med den. Han gjødde jo altid litt, når nogen
nærmet sig, kanske så han ikke godt; men loggret straks han fik
tæft av kjæntfolk. Idag var den aldeles rasende.
„Men bevare mig,“ brøt Mary ut, „er det dig han er så sint
på?“ Jørgen svarte ikke, men bøjde sig ned efter en liten sten.
Da hunden så det, pilte den med halen mellem benene bak noget
risved som lå der. Derfra fortsatte den så musikken. „Lad den
da være!“ sa Mary, hun så Jørgen gav sig til at beregne skudd-
linjen. „Det er dog morsomt at se om den ikke akkurat drar sig
tilbake dit jeg nu sigter,“ sa han, for så får han stenen like i
ryggen. Med det samme lot han som han kastet; hunden avsted
— så kastet han først, og hunden fik stenen akkurat i ryggen.
Den hylte. „Ser du!“ sa Jørgen hoverende. „Det er ikke mange
som kaster så sikkert, skal jeg si dig.“ — „Skyter du like godt?“
— „Om jeg gjør? I det hele tat, Mary, det jeg befatter mig med
— det er ikke meget — men det gjør jeg til gagns.“ Hun måtte
medgi det. Hundens raseri fra det fjærne stadfæstet det også.
På snarvejen op mot hjæmmet sa han: „Tror du vi skal si
noget til fru Dawes eller til din far om dette?“ — „Med onkel
Klaus?“ — Ja. Det vil bare bedrøve dem. Kan vi ikke si at
onkel Klaus bad os vænte til våren?“ — Hun stanste. Hun syntes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
