Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514 MARY
ikke om sådant. Men Jørgen blev ved. „Jeg kjænner onkel Klaus
bedre æn du. Han vil snart angre det. Visstnok vil han ikke gi
sig; men han kommer selv med et annet forslag — omtrent som
det jeg ber dig si: — at han vil vi skal vænte til våren.“
Mary var længst på det rene med hvor god besked Jørgen
visste; hun kunde derfor også inrømme at han forstod slikt bedre
æn hun. Men omvejer var hun ikke vant til. „Lad mig få greje
det!“ sa han; „så skal jeg spare de gamle for en skuffelse.“
„Men hvad skal så jeg si?“ spurte Mary. — „Hvad sant er,
at onkel Klaus var svært glad over vor forlovelse, og at tiderne
nætop nu var svære, så her måtte væntes. Det er jo virkelig så.“
Det gik Mary med på. Især fordi hun fant det omtænksomt av
Jørgen at de gamle skulde skånes. Han fik hennes oprigtige takk
for det — og hennes hånd igjæn. Den beholdt han så like til
trappen, ja op ad den. Han tænkte dette er pant på en kyss i
forstuen. Men da tar jeg ti!
Han åpnet døren, og lot Mary gå først in. „Takk for turen,
Jørgen!“ sa hun, idet hun gik forbi og nikket muntert til ham —
og sprang til trappen og op. Han hørte henne gå in på sit
kammers. —
Hvor varsomt æn Jørgen bela sine ord, da han fortalte om ut-
fallet — det var en svær skuffelse for de gamle. Både Anders
Krog og især fru Dawes fant det uforklarligt, den siste ændog
grusomt. Så skulde Mary gå her alene den lange vinter og Jørgen
i Stockholm. De kunde kanske få se hværandre i julen nogen
dager; men ikke mere. Mærkværdigt nok: denne de gamles
skuffelse hadde et uvæntet tilbakeslag på Jørgen. Han sat og
sturet som en syk fugl. Ikke talte han, han svarte næppe fru
Dawes, ikke spilte han; men beredte sin avrejse til næste morgen.
Så gik det direkte til Stockholm; tiden var inne.
Alene Mary var kvik. Det var som det altsammen ikke kom
henne ved. Henne hadde dagen intet ondt bragt; sådan så det ut.
Den sejrsfølelse som var over henne, like fra hun foran sin far
nådigst proklamerte deres forlovelse, den var ikke alene usvækket,
men større æn nogensinne. Hun gik og småsang i gangene og
stuerne, hun hadde tyve ting at ordne, som var det hun som
skulde foreta en avgjørende og lang rejse. Ved aftensbordet spøkte
hun, så Jørgen sat med en utrygg følelse av at hun gjorde nar.
Han sa til slut rent ut at han forstod henne ikke. Han syntes
hun heller skulde ha vondt av ham. Hun blev da i alle fall igjæn
her i sit eget dejlige hjæm og i kjært arbejde for sine to gamle;
men han—? Nu hadet han det han skulde in i, fordi det
fjærnet ham fra henne! Han angret at han hadde tat orlov fra
militærtjenesten. Han avskydde Stockholm. Han visste hvor til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
