Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
522 MARY
kjænte mig.“ Atter kastet hun sig ulykkelig, fortvilet over sengen.
Mellem utbruddene, eller snarere som dele av dem, hørtes: „Her
er ingen utvej! Her er ingen utvej!“
Fru Dawes ejde ikke ævne, ejde ikke mot til at søke ord mot
så megen sorg.
Den fik sit frie løp. Intil harmen avkjølte. Fru Dawes kunde
føle det hvorledes noget annet efterhånden arbejdet sig op. Mary
løftet hodet, hennes forgråtte øjne hadet: Jeg tænkte jeg gav mig
til en gentleman. Men jeg kom til en spekulant.“ Så rejste hun
sig langsomt.
„Vil du si ham det, barn?“ — „Ikke med ett ord! Intet,
absolut intet av den sort. Jeg vil si vi må gifte os.“
Tre dager derefter får Jørgen Thiis et brev bragt in til sig i
utenriksministeriet. Det var fra Mary. „Jeg er i Grand hotel og
vænter dig utenfor på trottoiret klokken to præcis.“
Han forstod straks hvad det gallt. Han skyndte sig avsted, ti
klokken var 1 3/4. Først i trappen slog det ham at han skulde
møte „utenfor på trottoiret“!
Hun vilde ikke være alene med ham i sit rum.
Det ændret hans plan. Han gik op i sit logis, løste ut av fan-
genskapet en liten sort puddel, et sjældent dyr, som han dresserte;
ti den var bare hvalpen.
På gaten var sneslask med skidden søle, så hunden straks be-
ordredes til at være her på fortauget; her var rent. Efter et par
lystige utflugter lykkedes det; hunden var rædd hans fine stok.
Langt borte fra såes Marys ranke skikkelse. Hun stod med
ryggen til, vændt mot slottet. Ingen forbigående, ingen annen foran
hotellet. Hans hjærte slog stærkt; han var ikke modig.
Hun blev var ham ved at hunden kom til henne aldeles som
til en gammel god ven. Hun ælsket hunder; alene rejselivet
hadde holdt henne fra at skaffe sig en. Og denne var så frisk,
så vakker og så fint holdt, så aldeles i hennes smak, at hun uvil-
kårlig bøjde sig ned mot den; da hun i den samme så Jørgen.
Hun rejste sig straks: „Er det din hund?“ sa hun, som om de
hadde skiltes for en halv time siden der på gaten. „Ja,“ svarte
han, idet han strøk hatten ærbødig av. Da bøjde hun sig atter
nedover den, og klappet den. „Nej, hvor du er dejlig! Hvor du
er fin! Ikke hopp op!“ — „Ikke hopp op!“ lød det forstærket fra
Jørgen. Hun rejste sig igjæn: „Hvor skal vi gå hen?“ sa hun;
Jeg har aldrig været her.“ — „Vi kan jo bare gå videre og dreje
om derborte, så kommer vi til John Ericsons monument.“ — „Ja,
det vil jeg gjærne se.“ De gik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
