Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 525
Forbigående stoppet op, de hadde moro av hundens ulydighed.
Dette ærtet Jørgen. Mary følte det, og vilde skåne hunden; hun
stod bak ham og talte sagte på Fransk: „Det er ikke rigtigt først
at lokke og så slå.“ Men da blev Jørgen mere stivsinnet. „Dette,
skjønner du dig ikke på,“ svarte han, også på Fransk. Han
lokket.
Med den korttænkte godtroenhed som er egen for snille hvalper,
stoppet hunden op i leken og så på ham. Jørgen med stokken på
ryggen kom lokkende. Han var rasende ved de andres latter,
men dæmpet det i blide ord. „Kom så, lille ven!“
„Tro ham ikke!“ ropte en engelsk matros; men det var for
sent. Jørgen hadde tak i dens ene lange øre. Hunden hylte,
Jørgen måtte ha knepet til. Mary ropte på Fransk: „Slå ham
ikke!“ Og så slog Jørgen. Det var ikke hårdt, men hunden hylte
forfærdelig, den var så rædd. Jørgen slog igjæn — heller ikke nu
hårdt, det var mere for at ærte dem allesammen. Hunden skrek
sa gudsjammerlig at Mary ikke tålte at se dit hen. Hun stod med
øjnene op i John Ericsons gode, store og sa: „Nu har du slåt
mig fra dig, Jørgen!“
I et nu slap han, og rejste sig. Han så hennes øjne flamme,
ansigtet var hvitt, skikkelsen rank og rejst imot ham. Over henne
John Ericsons hode.
Bare et øjeblik. Så hadde hun vændt sig, og gik raskt avsted
i lette, glade rytmer — hunden med.
Folk lo, de engelske matroser med utæskende spot — Jørgen
satte efter.
Men da hun fik se at hunden fulgte henne og ikke ham, og at
dens øjne søkte hennes for at få vite hvad hun videre vilde, slog
al angsten fra før over i vill lystighed. Det var så hennes vis.
Hun klappet i hænderne og løp, og hunden hoppet gjøende med.
Fortrollingen var brutt, skjændselen kastet av — farvel til ham
og alt hans væsen!
„Ikke sant, du lille befrier?“ Den gjødde.
Hun så tilbake efter Jørgen. Han turde ikke skynde sig for
anstændighedens skyll.
„Men vi to tør, ikke sant?“ Hun klappet atter i hænderne og
løp, og hunden løp med, gjøende.
Så tok hun langsommere tempo, lekte med den, talte med den,
Jørgen var så langt efter. „Egentlig skulde du hete „liberator“,
men det er for langt navn for en så’n liten sort tull. Du skal
hete John, skal du! Du skal hete efter ham som så på mig, så
jeg fik mot!“ Atter sprang hun, og hunden med. „Du følger mig,
du, og ikke ham! Det er ret gjort, det er godt gjort! For så
gjorde han også som du heter efter. Han fulgte ikke slave-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
