Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 527
For første gang gråt hun over sig selv; hun hadde ondt av sig
selv. Hun forstod ikke hvorved hun hadde fortjent dette. Ej
heller kunde hun rede ut hvordan det var kommet.
Hunden fattet at hun ikke hadde det godt. Han slikket hennes
hænder og stirret op i hennes øjne. Han pep for at komme op
og trøste henne.
Så tok hun ham op og hældte sig over ham, hvad han opfattet
som lek. Han bet efter hennes hænder. Det gik hun med på.
Den lystigste barnesjau begynte mellem disse to og varte og rak,
fordi han aldrig fik nok; hvær gang hun sluttet, tok han på igjæn.
Så gav hun sig til at tale til ham: „Du sorte, lille John, du
minner mig om Negrene. Du minner mig om at din navne fridde
Negrene ut. Fridde dem av slaven. Du har fridd mig fra at falle
i slaveri.“
„Men det er en dårlig befrielse, skal jeg si dig, når jeg ikke
får lov til at leve sammen med dig. Synes ikke du også det?“
Og så gråt hun igjæn......Med tæt slør for ansigtet rejste hun
gjænnem byen fra den ene station til den andre med hunden ved
siden av sig på sætet. Hun så ingen hun kjænte. Men om de
visste — ?
Å, den dømte og dræpte kråken, som Jørgen vilde løfte op, og
hun flygtet fra — hun visste ikke hvor nøje hun hadde set den!
Set dens opflængede hals, dens sønderhakkede buk, de tomme
øjenhuler — det røde kjøtt gapte efter henne, hun blev det aldrig
kvit under hele denne gruelige rejse.
Utenfor var her vinter. Hun hadde ikke set vinter på mange
år. Hendøende, visne landskap hadde hun set; men ikke vinterens
forvandlingsmagt, ikke ødelæggelsen dækket av det aller hviteste
hvite, med lunefulle avændringer i skogmarken. Fjorden hadde
ænnu ikke lagt sig, den kom sortgrå optil, utæskende, hård, som
et uhyre allestedsfra der vilde kamp.
Rejsen gjænnem byen hadde skræmt op hennes fantasi, nu var
den i naturkræfternes vold. Hennes avmagt føltes så meget dypere.
Kunde hun ta op nogen kamp? Kunde hun nå frem til forvand-
lingens tid? Hun måtte kaste sig ut forinnen.
Som hun tumlet med dette — så hun sin fars ansigt! Hvor-
ledes kunde hun leve uten at si ham hvad som stod på?
Aldrig, aldrig kunde hun si ham det. Hun kunde ikke engang
si ham at det var forbi med Jørgen. Han vilde ikke kunne
tåle det.
Om hun istedenfor at tale — forsvandt?! Du evige himmel;
det dræpte ham med det samme.
På hele rejsen ingen rædsel mere for andre, ingen, slet ingen
for sig selv, bare, bare for ham. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
