Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 529
Mary vilde først ikke tro det; men da hun forstod det, kastet
hun sig over ham med et hjærteskjærende skrik. Dette besvartes
fra næste rum av fru Dawes. Da de ilte derin, lå hun uten be-
vissthed. Hun kom sig siden så vidt at hun rørte tungen. Hun
stammet på et buldrende Engelsk ingen forstod; — men lægen sa
det er visst snart forbi med henne også. Faren var død.
Mary holdt på sin forstand, som hadde hun den mellem sine
hænder. Det gallt, det gallt ikke at gi efter. Ikke at skrike, ikke
at tænke. For hun hadde jo ikke dræpt! Det gallt at fatte og at
fastholde hvad de andre sa, at billige deres forslag, nemlig at kalle
til hennes fars søster. Det gallt ikke at slippe løs sin egen sorg,
da hun så hennes. Det gallt, det gallt! „Hjælp mig, hjælp mig,“
skrek hun, „så jeg ikke blir gal!“ Og til doktoren: Jeg har ikke
dræpt ham — har jeg vel?“
Han fik henne til sengs med kolde omslag, og forlot henne ikke.
Også han forsikkret at det gallt.
Først da lille Nanna tidlig næste morgen kom in med hunden
til henne, og den vilde ligge i hennes arm, fik hun gråte.
Op ad dagen blev det bedre; ti der strømte in gjænnem tele-
fonen en så overvældende mængde telegrammer, og der var en
så hjærtelig, ofte stærkt bevæget deltagelse i dem, at det smæltet
hennes sorg. Denne medfølelse, denne beundring for hennes far,
og den inderlige trang til at trøste og styrke hjalp henne. Det var
i uforsigtig avskrift av et av disse telegrammer som telefonen
bragte, at hun erfarte at også fru Dawes var død. Man hadde
ikke våget at si henne det. Men den store almene deltagelse bar
henne også over det. Nu først forstod hun den! Alle uten hun
visste at hun hadde tapt begge, og at hun stod alene.
Mest rørte henne et telegram fra Paris, som lød: „Min ælskede
Mary! Kan det trøste dig i din store sorg at vite at hos mig kan
du hvile ut, over mig kan du byde, jeg skal rejse med dig, jeg
skal komme til dig, alt som du vil! Din uforanderlige Alice.“
Hun skjønte hvem som hadde varskudd Alice.
Også Jørgen telegraferte: „Hvis jeg kunde være dig det minste
til tjeneste eller trøst, så kom jeg straks. Jeg er sønderknust og
fortvilet.“
Den samme rørende og ærende deltagelse kungjorde sig ved
begravelsen, som fant sted tre dager efter. Man hadde skyndt på
for Marys skyll.
Der kom blomstersendinger uten ænde, over alle andre en krans
fra „Alice“. Norske, friske blomster.
Den blev bragt op til Mary, hun vilde se den. Hele huset
fylltes av blomsterduft ved vintertide, kjærlighedens ånde henover
de sovende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
