Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
530 MARY
Hun var ikke nedenunder, hun vilde ikke se kisterne, ikke
blomstergaverne, ikke forberedelserne. Der nede i stuerne fik de
langvejs kommende forfriskninger.
Men der kom mange flere mennesker æn huset kunde rumme,
og nede ved kapellet var en æn større forsamling.
Præsten spurte om han kunde komme op til frøkenen. Hun
takket, men sa nej.
Umiddelbart efter spurte lille Nanna om „onkel Klaus“ kunde
få hilse på henne. Han hadde sendt henne et rørende telegram
og forespurt om han i nogetsomhelst kunde være til tjeneste.
Ænvidere var hans krans så storartet, forsikkret husets folk, at
hun også hadde fåt den op for at se den.
Hun svarte ja. Og in kom den lange, nu sortklædde mann,
pustende, som hadde han ondt for at ånde. Ikke før var han
innenfor, og så Mary stå som elfenben i sort henne ved sengen,
så satte han sig på den første stol han nådde, og brast i gråt.
Det lød som når urfjæren i et stort ur går i stykker, og det hele
hasper op. Det var den manns gråt som aldrig hadde grått,
siden han var barn. En gråt, forskrækket over sig selv. Han så
ikke op.
Men han hadde. et ærend, det skjønte hun. Det var som han
et par ganger forsøkte på det, men da tok gråten på ænnu værre.
Så vinket han av med hånden. Det gallt ikke henne, det gallt
ham selv, han kunde ikke. Han rejste sig og gik. Døren lukket
han ikke bak sig. Hun hørte ham hulke bortover gangen og i
trappen. Væntelig rejste han med det samme.
Mary var grepet. Hun visste at hennes far hadde været hans
beste, kanske hans eneste ven. Men hun forstod at gråten ikke
gallt bare hennes far; der var også umiddelbar deltagelse og anger
i den. Ellers var han blet nede ved kisten.
Kapellets vakkre klokke begynte at ringe. Hunden, som hele
dagen blev holdt inne hos henne, og var meget urolig, for nu
hen til vinduet mot sjøen, og la labberne op for at se. Mary
kom til.
I det samme kjørte onkel Klaus bort. Men salmesangen be-
gynte nede i stuerne, likfølget kom. Begge kister blev båret av
bønderne omkring. Da den første kom tilsyne, sank Mary i knæ
og gråt som skulde hjærtet briste. Mere så hun ikke.
Hun lå over sengen, klokkelyden skar henne likesom langs
efter, hun inbildte sig den furet henne. Hennes sansing forvirret
sig mere og mere, hun var sikker på at hennes far, da hun stod
i døren, hadde set henne tværs igjænnem, og at det var derav
han døde. Fru Dawes hadde fulgt ham som altid. Han var hen-
nes livs eneste store kjærlighed. De var nu begge her tilstede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
