Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene - Det avgjørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Også hennes mor, som var i hvit fotsid klædning. „Du fryser,
barn!“ Hun tok henne i sine armer, ti Mary var blet ganske liten
igjæn og helt uskyldig. Under dette sovnet hun.
Men da hun vågnet og ikke hørte en lyd utenfra og ingen in-
nenfra, huset var tømt .... la hun sine hænder sammen og sa
halvhøjt: „Dette var det beste for os alle tre. Der er handlet
barmhjærtig med os.“
Hun så sig om efter hunden; hun trængte deltagelse. Men nogen
måtte ha lukket den ut, mens hun sov.
Der skulde ikke mere til, så begynte hun atter at gråte. Perle
på perle av den uuttømmelige smærtekilde i henne. Det rant
over hennes kinner og hænder, der hun lå og støttet under sit
tunge hode.
„Nu kan jeg begynne at tænke på mig selv igjæn. Nu er jeg
alene.“
DET AVGJØRENDE
Den næste dag var hun nede ved gravene. Smærten blev av-
ledet ved følgende lille hændelse.
Det var lørdag, og søndag var en av de få i året da der var
gudstjeneste i kapellet. Til sådanne dager blev gjærne gravene
pyntet. Da nabogården til højre engang hadde tilhørt Krogskogen,
hadde den begravelsesplass der. Konen var kommet for at pynte
en ny grav, og den gamle Finnehunden fulgte med. Naturligvis
fløj Marys lille puddel trohjærtet imot ham, og til konens og
Marys forbauselse tok den gamle hund, efter omhyggelige og for-
sigtige undersøkelser, den lille tomsing op i sit venskap. Den som
ellers ikke kunde fordra hvalper, forælsket sig i denne. Han
tålte at bli revet i ørene, at bli bitt i benene, ja han la sig ned
foran ham og agerte overvunnen. Mary hadde sådan glæde av
det at hun fulgte konen et stykke på vej, for at se på leken. Og
blev lønnet for det; ti hun hørte varme lovtaler over sin far og
gjænlyd av dem som gik rundtom i bygderne i disse dager og
grunnla hans eftermæle.
Hun tænkte, da hun gik hjæm igjæn med hunden, som nu var
opspillet: begynner jeg at ligne mor? Har der været noget av
henne i mig som ikke før har fåt plass? Noget av idyl?
Der væntet henne den dag to ting.
Den første var et brev fra onkel Klaus, han kallte henne „Højt-
ærede, kjære guddatter, frøken Mary Krog.“
At han var hennes gudfar, ante hun ikke. Det hadde hennes
far aldrig sagt henne, antagelig visste han det ikke selv.
Onkel Klaus skrev:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
