Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det avgjørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
538 MARY
bærgkant, vilde med lufttrykkets magt kaste henne ut fra den, ut-
over. Skjønt regnkappen holdt godt sammen pa skjørterne, var
det som den vilde vri og vrænge dem av henne: „Stå naken i
din skam, i din skam!“
Men ikke fik det rasende bølgesprøjt skræmt henne til at føle
sig skyldig, ej heller kunde stormen drive henne ut mot jærn-
stangen, og da kanske utover. Hun bøjde sig, ja hun måtte stå
stille under de værste støt; men hun gik på igjæn, og hun holdt
sin vej. Jeg avstår ikke min æreskrans, jeg vil dø med den!
Derfor skal dere ikke ha mig!“
Hun klarte pynten, hun kom frem på siden av den og videre
inover mot sletten mellem denne bærghej og den næste. Her var
engang gåt et skred, så bærgsiden var avskrapet, og hernede lå
stenrøjsen som vejen nu skar igjænnem. I denne smuldrende røjs,
like ved vejen, stod en eneste svaj bjørk, ganske alene. Hun
husket den, i det samme hun kom til den; i slik storm måtte den
vel være brutt? Nej, den holdt. Hun stod ved den og pustet ut.
Den bøjdes, så hun hvært øjeblik måtte tænke: nu brister den;
men den sprang ung op igjæn. Selv kunde hun ikke holde sig på
samme plet, så forrykende skarp var orkanen nætop her om
hjørnet; men den unge bjørk, som raget så højt op, og hadde så
rik en krone, og selv var så spæd og svaj, den stod, helt alene;
den grejde det.
Hun vilde ta dette op, da hun gik fra den, og bøjde in på
sletten. Men just der fik orkanen magt til at piske regnet in i
ansigtet på henne, hvær stråle var en skarp pil. Ånej, tænkte hun,
sådan vilde det føies, om jeg prøvde at holde mig i den storm
som vænter på mig.
Lysene fra gårdene, det eneste hun så, forkynte fred. Men hun
visste hvad den inneholdt for henne.
Hun pilte frem over vejen langs bugten; men hun tok på at gå
træt. Et av mærkerne var at billedet tok overhånd, virkeligheden
forsvandt i billedet. Gamle forestillinger hun hadde læst sig til.
Da hun arbejdet opover mot den nye odde, var havet, som atter
stod frit på, ikke hav, men sjøuhyrer, som brølte sit begjær med
opspilte gap, hundre bak hundre. Og stormende villdyr i luften
med forfærdelige vinger hadde lovt dem dernede at kaste henne
ut til dem. Hun holdt sig av al sin siste kraft op mot sten-
væggen; men her var en grøft, som hun fallt i og blev dyvåt.
Her er ænda flere fiender, tænkte hun, og kravlet sig op igjæn.
Heldigvis var odden smal, hun var snart ved svingen in mot
næste brede slette. Så var der bare én bærghej igjæn. Det var
ikke for at redde livet hun ikke vilde kastes ut; det var for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
