Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det avgjørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 541
Hun vred sig så stærkt ifra ham, at han måtte skifte tak, men
sittende blev hun. Med gråt i røsten sa hun: „Jeg tar ikke imot
av nogen at der bestemmes over mig.“ Da svarte han: „De kan
vri Dem bort så meget De formår — jeg bærer Dem hjæm.
Lyder De mig ikke, sætter jeg vakt over Dem!“ Ordene slog et
jærnbånd om henne, hun blev helt stille: „De sætter vakt over
mig?“ — „Det gjør jeg; for De er Dem ikke selv mægtig.“
Noget tåpeligere hadde hun aldrig hørt, så længe hun hadde
hørt. Men hun vilde ikke disputere med ham om det. Hun bare
svarte: „Og det tror De skal nytte?“ — „Det tror jeg. Når De
ser, at vi vil gjøre alt som står i vor magt for Dem, så gir De
efter, for De er så god.“ Hun tidde litt, så sa hun: „Jeg kan
ikke ta mot hjælp av nogen som ikke har hel agtelse for mig“
— hun begynte at gråte.
Da stanste Frans Røy, og så op under hætten, sa godt han
kunde. Jeg ikke hel agtelse for Dem?! Tror De jeg ellers bar
Dem? For mig er De det fineste, det skjønneste som jeg kjænner.
Derfor bærer jeg Dem. Så kan De ha gjort hvad fanden for
galt — jeg vet, at når De har gjort det, så er det ut av det
nobleste; De kan ikke annet! Er De blet bedraget, har De tat
frygtelig fejl — så meget højere ælsker jeg Dem — nu har jeg
sagt det! — for så er De jo også ulykkelig, vet jeg! Så får kan-
ske jeg også være noget for Dem. Det er det kjæreste som kan
hændes mig. Jeg skal gå fra Dem, hvis De absolut vil det. Jeg
skal gå til alteret med Dem, hvis De vil vise mig den tillid. Jeg
skal dræpe den fyren, hvis De vil det. Jeg skal gjøre hvadsomhelst
De vil, bare De blir lykkelig på det. For det er det kjæreste jeg vet.“
Han holdt inne; men begynte igjæn:
„Da jeg gik efter Dem i kvæll, hadde jeg en kval som jeg ikke
trodde noget menneske kunde lide. Her vil hun kaste sig ut,
tænkte jeg. Så må jeg også kaste mig ut. I det uvejr blir det
visst døden for os begge; men det får ikke hjælpe. Ej heller var
det dette som pinte mig. Nej, det var at De var så ulykkelig, så
fortvilet! At De kunde gå og tro Dem uværdig til at leve. De,
som aldrig kunde gjøre noget uværdigt, om det gallt værdens
højeste pris. Aldrig, aldrig har jeg møtt et menneske jeg i så
måte var tryggere på. Og så kunde jeg ikke få si Dem det. Og
ikke få hjælpe Dem. Jeg kjænte Dem, jeg turde ikke gå hen
til Dem.
Men så fik jeg frælse Dem likevel! For De kan ikke ville dø,
efter at ha hørt mig nu. Kan De vel?“ Han hadde hørt henne
hulke, han hadde kjænt henne kaste armene om hans hode, så
hun næsten kvalte hans tale. Nu lot han henne gli langsomt ned.
Men den arm hun hadde om hans hals, den slap ikke. Da hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
