Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det avgjørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
542 MARY
nådde jorden, la hun den annen også om hans hals og ansigtet
op til hans bryst, hulkende, men lyst, hennes barm slog takt til
under hans bryst, det var glædens raske. —
— Oppe i gården hadde de fåt telefonbud om, at frøkenen var
undervejs, og i det værste uvejr som de hadde oplevd. Der blev
atter og atter spurt fra byhuset om hun hadde nådd frem.
Den lille pike og hunden hadde flere ganger været ute på trap-
pen, uten at hunden hadde gjødd. Men denne gang gjødde den,
ja hvad mere var, den satte i tvisprang avsted nedover.
De derinne hadde gåt i den aller største spænning. De fant
intet besynderligt i at hennes ulykke og fortvilelse hadde drevet
henne ut i uvejr og storm. Hun trængte det! Hun trængte til at
risikere sit liv, hun satte ikke længer pris på det. Da nu den
lille pike kom stormende: „Hun er her! Hun er her!“ gråt de
av glæde, alle pikerne. De væntet allerede længst med varmt
hus og varm mat. Nu dækket de til én til, for Nanna kom atter
stormende in og mældte at hun var ikke alene, den lille hadde
hørt en mann tale. Det var Jørgen Thiis, mente de, som ænde-
lig kom! „Nej, det var ikke hans mål. Det var en rigtig kars,
var det!“
Men hundens glæde ved at møte henne var uten måte. Han
pep, han skrek, han hoppet helt op i ansigtet, og han sluttet
aldrig. Da Frans Røy talte til den, tok den straks mot ham som
en gammel ven, men vændte også straks tilbake til Mary. Der
gik ild ut fra det lille loddne væsen. Han var hjæmmets fryd ved
at se henne igjæn frælst. Dødes og levendes hilsen omkap. Hun
følte det så. Hun følte, at kanske var han også et forspill til
hennes egen gjænvakte glæde, når hun engang kunde kaste av
sig den utstandne rædsel.
Da hun kom in med hunden, like vill av glæde, stod også alle
tre piker der og den lille bak dem. De stansedes i et utbrudd,
da de så det vældige menneske stige op bak henne; ti i sin regn-
kappe syntes Frans Røy overnaturlig. Men bare et øjeblik, så
brøt de ut: „Nej, at frøkenen er ute i slikt vejr! Hvor vi har
været bange! Huskonen i byen mældte det! Der er brand oppe
i bygden. Alle mannfolkene er der. Vi vilde ellers ha sendt hjælp.
Gudskelov, at vi har dem igjæn!“
Mary skjulte sin rørelse ved at skynde sig ovenpå. Hun kom
in i sit varme rum, til sin tændte lampe.
„Er al denne kjærlighed og omsorg ny? Eller har jeg ikke
før lagt mærke til den?“
Hunden pep utenfor, til hun måtte lukke den in. Dens tak-
nemlighed derover var så påtrængende at hun nær ikke hadde
fåt skiftet. Især knep det da hun skulde bytte på benene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
