Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - I. Ensomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
I tidens løp hadde så meget avfall samlet sig omkring deres hus,
at hvær kunde få sig en liten have-remse, når de la flid på det;
jord kunde de hænte hos ham, hvis de vilde ha noget til at
blande med. Aldrig hadde de tænkt derute på bærget, at de
skulde komme til at fragte jord ditut; at de skulde få tid til det,
eller ha moro av det. Han var ute hos dem hvær søndag, vår
og sommer, og hjalp til; hele sit liv blev han ved med det. Men
det var næsten de eneste ganger de så ham utenfor haverne,
huset og kjælderne.
Klokken 4 hvær vår og sommer var han oppe og ute — og
høst og vinter fra det blev lyst. Om sommeren i bukser av en-
gelsk skinn, i en gråhvit lærretsfrak, et fotsidt grønt forklæ og
på hodet en kasket med stor skygge. Om vinteren i samme
bukser av engelsk skinn og i en tilknappet sjømannspjekkert, det
samme fotside forklæ; men på hodet bar han da en skinnhue
med bred bræm, som altid var nedbrættet, så de løse ændeklaffer
lå og dasket ham i ansigtet. Aldrig hadde folk set ham anderledes
klædd uten om søndagene. Da hadde han barberet sig, tat stivet
skjorte på og latt sit forklæ ligge. Han hadde ikke Kurt’ernes
brede, trossige panne; hans var temmelig høj og gjorde intryk av
at være så hvit — kanske fordi han ellers var vejrbrun. Men
ættens snare, ville øjne hadde han. Ansigtet var længre æn
Kurternes og magert; næsen noget bred. Husmødre og barn
lærte snart at de skulde gå op og handle med den barske, ofte
buldrende mann — istedenfor i hans bod på torvet; for han var
flot at handle med og inderlig barnekjær. Men de måtte ikke
vrake for længe og ikke prutte. Han hadde den vis, at ret som
han stod, så han ut for sig, som tænkte han på noget tungt, og
tok sig så sammen med et hurtigt: „Tja, tja, tja, tja,“ og så til
slut langt, dypt: „Tja-a-a!“
Det gik ham godt; hans kjør og hans have ernærte ham bedre
og bedre. Men efter nogen år kom det rygte ut at fra morens
død av sat han hvær kvæll alene og drak sig full i whiskytoddy.
Vilde man vite om det var sant, måtte man gå ditop noget før
ni; for da gik han regelmæssig til sengs. Og det gjorde en og
annen. Jo, det var ganske sant; klokken halv ni var han stød-
drukken. Han kunde ikke godt snakke; men gråt gjærne.
Dette fik „gamle“ pastor Green høre; allerede den gang som ung
mann het han nemlig „gamle“, fordi han ved et forfærdeligt til-
fælde hadde tapt hårfarven. Pastor Green var en av dem som
tidligst i Norge optrådte mot fylleriet — en av dem som hadde
viet sit liv til denne sak.
Hans hovedsætning var og er at det nytter ikke at præke mot
drukkenskapen uten med fakta og handling, og det nytter ikke at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
