Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - II. Et geni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 27
sit værelse talte til ham med en ganske nylig avskåret og vel-
kvistet bjørke-svejv i næven. Gutten ante ikke, kunde ikke fatte,
at faren vilde slå ham. Da det rent utænkelige, det umulige allike-
vel hændte — da var han, med vanviddets rædsel i sit ansigt, i
ett byks ved døren. Faren var også myk og rask, og sprang på
ham som en gnistrende leopard. Han gulvet gutten; han dængte
ham med i sanhed vill lyst. Gutten skrek, bad, lovte, tigget; han
var på knæ, rullet sig, vred sig, hoppet op og kastet sig ned.
Øjnene stod ham ut av hodet; skrikene blev til en ensformig grå,
forstandsforlatt ulyd; ansigtet var ganske blått. Alle piker, tjenere,
arbejdere kom styrtende fra den indre og yttre gang, rev dørene
op. Faren blev rasende over at avbrytes; rænte hen til den ene
dør og slog efter dem som stod der; så til den andre dør og slog
efter dem der; — han var likeså vanvittig som gutten. Men denne
hadde imidlertid reddet sig.
En times tid efter var han ute blant gartnerne. Og da var der
ikke snillere, mykere, flinkere, muntrere gut til æn John Kurt.
Han hjalp nu den ene, nu den andre under insmigrende, smidige
ord. Og så gav han sig til at fortælle om alle apekattene på den
ytterste spiss av Gibraltar; å, der vrimler det av apekatter; de
står derute og ser over til Afrika. Han gjorde dem efter i ma-
nerer, snærret, var nysgjærrig, overgiven, rædd, kåt, væmmelig
som de. At han hadde set apekatter, var tydeligt, om det ikke
nætop var på Gibraltar.
Faren var kommet gående, og da han hørte moroen, gjæmte
han sig som vanligt. Der stod han nu og dukket og gløttet —
gløttet og dukket. Om kvællen hadde de en samtale, far og søn,
i det samme rum, Kurternes gamle rum. Der gråt begge de siste
Kurt’er i armene på hværandre. Sønnen lovte at være bare,
bare, bare snill, og faren aldrig, aldrig mere at slå ham. Aldrig!
— Kort tid efter hadde en gut som løp ærend, fåt sig en ny
fin søndagstrøje. Guttens bror var styrmann og hadde i engelsk
havn kjøpt trøjen av en kone på gaten for næsten ingen ting.
Gutten hadde hørt at der var ikke så fin trøje i hele byen; og
deri trodde folk han hadde ret. Nu; — næste søndag han skulde
ta den på, var den skåret i stykker, fint, men sikkert; således
nemlig, at den hang som den var hel; men den var en eneste
ubrukelig trase. Naturligvis tænkte alle på John; selv var han i
det øjeblik ute og rodde. Fordi faren hadde mishandlet ham så
siste gang, og fordi de holdt av John, tok folkene i betænkning
at sige det. Men gartnergutten, Andreas Berg het han, hadde
bare denne trøje; den var hans lyksalighed; derfor kunde han
ikke holde gråten, og gamle Kurt så det tilsist. Da måtte san-
heden frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
