Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - III. „Menneskets bryst er som havet“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 31
Hvad han så vilde bli? Jord-grrraver som far hans! ,Jora!“
\— det var det ejneste solide som var til i væra. Den var derfor
også det ejneste som hadde værdi og gav alt annet værdi. At grave
frem av jora det fineste ætendes og fineste lugtendes, det var,
dævelen partere, det fornemste en fri kar kunde ta sig til. Nu
klædde han sig som en slusk blant alle de andre i sommervarmen
der oppe i haven og arbejdet på har’e livet.
Ja; dette var om sommeren. Men høsten var ikke forbi, før
han, fa’en besætte og dividere, fant gartneriet at være bare „møkk“.
Det bestod i at bruke den slags møkk, og så mye møkk, og på
den måten møkk, Han syntes tilsist at „hejle væra bare var en
stor møkkahaug“. De folk hadde det best som ejde den største.
Hvad fa’en var krig annet æn at de dræpte hværandre for hvær
sin møkkahaug? Poesi var fluer om våren, når møkka tok gjær.
Han drog avsted på et skib til Sydhavet. Hvor han nu var,
og det i mange år, kunde ingen få rede på, den gang han ændelig
en vakker vårdag kom hjæm. Skulde man tro ham selv, hadde
han været over hele jorden. For siden nævntes i hans nærhed
ikke et land, ikke et folk, ikke en naturhistorisk mærkværdighed,
ikke en havn, ikke en navngjeten bygning, som han ikke hadde
set; heller ingen berømt mann som han ikke var dus med eller
i det minste kjænte. Altsammen var ikke digt. Kunskaper hadde
han; også av dem som alene vinnes på stedet. Mærkelige be-
kjæntskaper hadde han også; det viste hans brevvæksling. Ænnu
ut på eftersommeren søkte en engelsk lord og hans venner ham
for at få ham med på en fjælljagt.
Hvorfor var han kommet hjæm igjæn? Jo, sa han, for at se
far sin dø. Faren var for resten i det beste velgående og omtrent
like glad den dagen han rejste, som den dagen han kom igjæn.
Men sønnen påstod for sin del, at han, Herren forsyne, ikke læn-
ger kunde holde ut at tænke på at faren kanske kunde lægge sig
til at dø, og han ikke var der. Fra den dag han atter kom hjæm,
var han idel omhyggelighed og kjærlighed mot faren. Denne var
blet gammel, og lot alt ske med sig som sønnen fallt på. Tildels
var dette rent mærkværdige ting; som f. e. når han pludselig vilde
at faren ikke skulde spise. Eller når han likeså brått fallt på at
putte ham i varmt bad med kold styrt ovenpå. Eller når han la
ham ned under store edderduns dyner for at svede, uten at faren
følte den ringeste trang til det. Han så på sønnen med et eget
blik fra siden. Et meget sigende blik. Der var hverken trygghed
eller frygt i det; ænnu mindre godt humør. Men en egen kold
nyssgjærrighed, som kunde han nok ha lyst til at vite hvad
mere. Undertiden igjæn, som spurte han: „Er dette John? Eller
er det ikke John?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
