Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - IV. Sejler i sigte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 33
henne noget særeget. Hun rigtig strålte ut kraft og forstand. —
I vinterens løp blev hun ubetinget første balldame. Hennes glæde
over atter at være hjæmme, atter få færdes tvangløst blant en
lystig ungdom av begge kjøn, og over at alle var snille mot henne,
og at det gik godt for henne, var særdeles synlig; den gav
sig også ofte luft i naturlige ord. Derfor vakte hun ingen mis-
undelse. Kanske hjalp det litt til, at hun selv visste hun ikke
var vakker.
Den vinter var en ballvinter, og overalt var hun med. Dans
var det morsomste hun visste.
Utpå vinteren begynte også John Kurt at være ballkavaler. Det
var bare for hennes skyll. Hun hørte ham sige det straks. Men
hun visste jo at han ikke skulde in under almindelige regler; at
han overalt hadde fri tale. Hun fant ham ny og meget besynderlig.
Men hun gjorde som de andre; hun hverken flyttet fra ham
eller besvimte, fordi om han fordømte, syltet, kokte, „stejkte“ sig
på at hun der i „dansemoroa“ var som en ung, kvit, knæggende
ørkenhoppe, eller som en hejl sprættende fuglelejk i skogen.
Armene hennes og halsen hennes, det var som en rigtig lækker
liten varm tyrkisk grisunge, av dem som var „raue i skinnet“.
Hun trødde dansen, Gud forsyne, som a great man of war trødde
sjøen. Når han selv danset med henne, så var det på ære, liv
og salighed „som oppi fjællet klåre hausten med gevær i hanna
og bikkjerne bortetter åsene i full los“. Disse „trrrompet-støt“
like i øret på henne mellem hvær dans gjorde moroen ænnu
større. De andre lo, og hun lo. Hun hadde ikke det hitterste
menneskekunskap. Man får ikke den ved at stikkes fra det ene
institut over i det andre, selv om de ligger i forskjellige land.
Han kom snart også hjæm til henne. Han kjænte hennes fri-
timer; han kjænte snart hennes spasertimer med, og søkte henne
overalt. Hun sørget for aldrig at være alene; ellers likte hun
nokså godt at han kom. Han fortalte da henne og Veninnerne
morsomme ting og stundom rørende. Således engang om et for-
latt, forkommet kuld av rypeunger han med hænderne hadde
plukket sammen én for én i lyngen, hvor de løp om i sin første
dun; han bar dem hjæm „i lua si“. Han fortalte det så lyng-
friskt fra fjællet, så ægte, at tårerne kom dem i øjnene. Slikt
inspirerte ham. Midt i de villeste historier kastet han så in et
fint, rørende drag.
Den måten han altid omtalte sin far på, intok også pikerne for
ham; en blanding av det snurrigste og ømmeste, bestandig mellem
at le og gråte. De vænnet sig til hans rå billeder, hans saftige
sprog; det kunde ikke unværes; det gav den egne farvevirkning
som ofte forskrækket dem, men fortryllet. Tomasine og Veninnerne
Bjørnson: Samlede værker. III. 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
