Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - IV. Sejler i sigte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
En ny latterbølge kom straks efter; for når folk spurte ham
hvorledes i al værden han kunde falle på slikt, svarte han, at
stod det til ham, så skulde — Herren forsyne!— hvært evige
barn i byen herefter hete enten Tomas eller Tomasine. Det var
rørende.
På den tid døde hans far, og det under særegne omstændig-
heder. Den gamle hadde sendt bud til Tomasine, om hun vilde
være så snill, næste gang hun gik sin kvællstur, da at gå inom
til ham; han var ikke vel. De to var gamle kjænte; da hun var
liten, hadde han ofte git henne lommerne fulle av kirsebær; for
hun hadde set så frisk og sund ut; en gammel gartner hadde øje
for slikt.
Hun gik ditop, og fant ham i hans rum til venstre. Hun stod
der for første gang. Det var betrukket med noget stivt, mørkt
noget, som antagelig var lær og engang hadde været malt og for-
gyllt. Et stort skap stod i hjørnet ved vinduet, et herligt stykke,
minst to hundre år gammelt, med kunstneriske utskjæringer. Like
foran vinduet et umalt plumpt bord, belagt med papirer, frøprøver,
aviser, matsmuler; der sat han også selv i en gammeldags læne-
stol, av dem med kort, bred lærrygg. Han rejste sig, og tvang
henne ned i stolen. Han gik i sin grå lærretsfrak, hadde det fot-
side forklæ på og tøfler som sabbet. På hodet hadde han sin
storskyggede kasket; om halsen var tullet et tykt tørklæ; han var
noget hæs og ellers uvel; våren var så skarp det år. Den lange,
magre mann begynte at trave mellem bordet der ved vinduet og
sengen på den væg som vændte ut til den yttre gang — den som
delte huset; han travet og travet langs den indre væg forbi den
store ovn med to Oldenborgere på, begge i forfærdelige parykker;
han travet til takten av et gammelt stueur på væggen mot ovnen.
Det slog nætop syv med megen støj av et sangværk. Hans seng
var av frisk, poleret bjørk; langs væggene derimot gamle værk-
brudne stoler med et nyt ben eller to, somme med ny halvrygg.
Væggene selv behængt med malerier, hvori en rødgul arm eller en
brunrød kjole ænnu var synlig, ellers alt mørkt. Rammerne hadde
mere efter fluerne æn efter forgylleren. Og Konrad Kurts buld-
rende tale under marschen var omtrent som stuen, et sammenrør
av gammelt og nyt, mest av gammelt om familien og ikke uten
skryt, mindre av det nye, og dette efter nutidens tarveligere snitt.
Han fortalte uten sønnens eder og billeder; men med adskillig
kraft. Han skrøt i det ene øjeblik, spottet i det næste, som søn-
nen ofte. Summa summarum blev dog den at den storartede æt
var færdig; stammen dugde ikke længer. Skulde den reddes, den
og ættens siste ejendom, så måtte de bruke inpodning. Et nyt,
stærkt træ måtte finnes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
