Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - IV. Sejler i sigte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Hun hadde ikke hat mot på hans bevægelse, som kanske kunde
ta en egen retning.
Nu angret hun det. Hun tok pludselig sine briller av og pusset
dem, satte dem på og så sig i spejlet. Mon hun ikke var stor og
stærk nok til at våge det? Hun stod likesom og tok mål.
Den tids dragt var gjærne et rynket liv med bælte om og kri-
noline; hun trykket bæltet ned med begge sine faste hænder. De
hvite løse ærmer hadde hun tat av, idet hun kom in; kjolens
egne var vidåpne, så hennes håndled og underarmer stod godt
mot den sorte kjole; hun nød deres styrke; folk som gymnasti-
serer meget, har vænnet sig til det. Men øjnene søkte uvilkårlig
ansigtet, det svake punkt. Det var dog utrolig styggt! Denne flate
næse, disse store læber og dette hår, som hadde pannens farve;
det var næsten ikke til at se. Og disse øjenbryn — lyse, korte
buster; de stak ut så tyndt at de blev rent usynlige. — Ånej; det
var nok ikke værdt hun gjorde sig kostbar. John Kurt ælsket
henne jo virkelig. Og var ulykkelig; — svært ene og ulykkelig.—
Og hans far hadde trykket henne ned i sin egen stol.....
Straks efter gik gamle Mariane op ad allén, så fort hun kunde.
Hun stanste dog én gang og viklet ut av et avispapir et fint —
å, så fint et brev; hun måtte se på det.
Da det lå i John Kurts hånd, rev han det hæftig op og tok ut
et tykt engelsk brevkort med en due på. Papiret var svært solid,
og duen godt tegnet. Følgende ord, raskt skrevet av en øvet
hånd, læste han:
Jeg gjør det.
Tomasine.“
John Kurt vændte sig om mot Mariane: „Nej,“ sa han, „slik
en mann som far min var! For hadde’n ikke daua nætop nå —
nejgu om jeg hadde fåt a.“
Han vilde gifte sig næste dag. Til hans største forundring vilde
ikke hun det; ikke engang i næste uke. Hun sa nu op alle sine
elever, for at begynne at lære noget for sin nye stilling; hun kunde
ikke det ringeste; bare så vidt holde orden omkring sig selv kunde
hun; fra hun var liten hadde hun jo bare passet boken. John Kurt
blev henrykt, da han hørte om disse hennes mangler! Han kunde
altsammen. Tvilte nogen på det også? Han kunde vaske op og
gjøre rent, det være sig stue eller kjøkken, bedre æn nogen norsk
stuepike eller kokke! Han skjøv på flækken gamle Mariane til
side, og synte dem det, stykke for stykke. Så hurtig og net, så
omhyggelig som bare den mest øvede jænte gjorde han det; det
var sant. Æn videre kunde han koke al slags mat — retter de ikke
engang kjænte av navn; han kunde steke, bake; han kunde strikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
