Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - VI. Første følge og annen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 45
selskapet ikke hadde godkjænt John Kurt, så hadde aldrig hun,
hvor uerfaren en institutfrøken hun æn var, nu sittet der. De
hadde næsten enstemmig utleveret henne — det var ordet Og
hvis hun ikke mistok sig, så hadde de dog holdt av henne og
hat agtelse for henne! Hun vilde ikke se dem mere! Hadde hun
været fri, så hadde hun rømt landet.
— — Hennes egen skyll? Hun så den, så den! Hun vilde
ikke mere vise sig for folk . ..
— — Nu var hun fri! Men nu var der noget nyt som bant;
en forfærdelig uvisshed: — var hun med barn, eller var hun
ikke?
Hun skulde kanske, hun også, sætte in i værden et vanvittigt
menneske? For nu han var borte, var det henne en trang at
tænke han hadde været gal — som flere av hans slægt. Skulde
nu også hun føde noget, sammensat av alle mulige slag? Og
siden være bundet til det hele livet? Fordi de der nede i byen
hadde overlatt henne? Og hun ikke hadde forståt sig selv ...?
Hun blev i nogen uker til en skygge av hvad hun nylig var.
Forunderligt: næsten straks uvissheden gik over til visshed, at
hun var med barn, at hun var mor, fallt der højtid og i den be-
slutning. Hun forstod ikke hvorfor hun ikke før hadde funnet
frem til noget så klart, så selvfølgeligt. Det levende væsen under
hennes hjærte skulde avgjøre. Blev det en bytting, så skulde alt
være forbi; hun vilde ikke leve for at ale en slik stor. Men
blev det et barn av hennes egen hæderlige æt og av det bedre i
hans, om også blandet, så var det en stor, stor velgjærning at
hun nu fik være alene om det. Altså måtte hun vænte og se til;
og imens arbejde.
Tomasine Rendalen var vågnet, og fra nu av begynte noget
naturlig storladent at utvikle sig i henne.
Alene hadde hun båret den ydre og indre kamp; alene ordnet
hun sig. Det tok tid; for hun var ikke snartænkt; men uroen var
borte; hun spiste, hvilte og tok førlighed igjæn. Så en dag hadde
hun alt færdigt.
Først kallte hun in gartnermesteren. Det var en ret vakker, lys
mann med et bestemt væsen, utviklet i selvforsvar; for han var
ingen annen æn den Andreas Berg hvis søndagstrøje John Kurt
hadde skåret itu; han hadde været på Godset siden. Andreas Berg
hadde gåt igjænnem alt med den gamle bråsinte Kurt, som for
resten utvilsomt hadde gjort ham til sin arving, hvis sønnen ikke
var kommet hjæm. Senere hadde han under denne tat det op
med alle hans infall og stormbyger.
Tomasine bad ham sætte sig ned. Hun spurte om han hadde
nogen annen bestemmelse æn at vedbli hos henne? — Nej; han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
