Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - VI. Første følge og annen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 47
Ingen tid var levnet henne til grublerier; foreløbig var dette
hovedsaken. Hun sov, straks hun hadde lagt hodet på puten, så
træt var hun hvær kvæll; og som alle kjærnesunde folk var hun
lysvåken, med det samme hun slog øjnene op, og næsten straks
i bad.
Alt dette kunde dog ikke hindre, at jo længer tiden skred, des
tyngre blev den baktanke hun stille bar med sig. Hun hadde ut-
ryddet hvært billede av den Kurt’ske æt; hun hadde omgit sig
med sin egen. Hvær gang en tanke på den første gled frem,
møtte hun med noget fra den andre. Hun kjænte ikke sin mors
familie; men hun hadde som barn været i Rendalen og der set
sin fars, og hørt dens saga. Der var intet fremtrædende ved den;
et jævnt, litt tungt naturel hadde nu og da, når det blev for
længe ærtet, eller var i ytterste trængsmål, tat et stortak; ellers
ryddet og slitt i sagtmodig utholdenhed. Men alt hun kjænte fra
den, åsyn som begivenhed, stilte hun op mot hint som vilde frem
fra den Kurt’ske side. Denne var mørk; hennes gav væsentlig
lyse billeder, lyse til hår og hud, lyse til inhold. Hun fik en slik
øvelse i at flytte ut billeder og flytte in, at i samme øjeblik et
Kurt’sk minne vilde op, blev det jaget av en hærskare blondrianer
uten øjenbryn. Følgen var helt naturlig, at mørkt eller lyst i farve
blev avgjørende for henne; det utvortes var det invortes; det
første syn av barnet måtte være nok til at bestemme over hennes
liv. Og da samlet hennes angst sig om dette første øjeblik.
Jo nærmere den store stund kom, jo større blev denne angst.
Den vanlige sysselsættelse forslog ikke længer til at døve den;
hun avskediget sine elever, og tok del i arbejdet inne og ute.
Våren kom sent det år; i sin iver forkjølte hun sig, trosset imot
så længe, til hun blev holdt inne og måtte til sengs i sved — og
da tok angsten straks overhånd, så hun før tiden trodde fødsels-
tegnene var der, og blev rent fra sig.
Hun begynte straks at brytes med John Kurt. Og da hun
ganske utmattet vant sin klarhed igjæn, så sluttet ikke angsten
for det. Det første syn av barnet skulde jo være nok; og dette
var i hennes nød og fortvilelse blet til at mørkt eller lyst hår
vilde avgjøre det. Er det mørkt, tænkte hun, da er jeg dømt; så
magter jeg ikke at bøje barnet.
Og det blir mørkt; denne slægt er så stærk; dens voldsomme
kraft har sat tor dypt mærke også i mig; dens fantasi overskygger
mig i dette øjeblik; jeg får ikke tænke det jeg vil.
Så svarte det trøstende i henne at gamle Konrad Kurt hadde
dog været bra; der er også gode kræfter i Kurt’erne. Sæt de
samlet sig annen gang i barnet som skal fødes? Om ikke ublandet
— jeg forlanger ikke så meget! — så dog som det stærkeste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
