Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - VI. Første følge og annen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Hun bad om det, å, hun bad, til hun husket at det var for sent.
Det var visst længst avgjort.
I det uændelige viste sig en nakke som sat der halvbøjd over
henne. Nakken på billedet av den første Kurt. Hun brukte sin
gamle kunst: at skyte in skikkelser av sin slægt imot den; men
de lystret ikke, blondrianerne! Nakken blev sittende, den. Det
hadde den ingen ret til; for ingen i slægten hadde længer den
nakke; ikke Konrad Kurt, ikke John. „Men så ta dog den nakke
væk!“ skrek hun til dem som var tilstede. Omkring ordlyden av
„væk, ta væk!“ dannet sig nye forestillinger. Straks kom nemlig
John Kurt for at mælde at han aldeles ikke vilde væk; hun fik
ham, fa’en brække og bryte, ikke væk. Hans hvite panne gnistret.
Han bante, så bare „r r r r“ trillet og trommet. Like ved kinnet
på henne.
Hun var utmattet av denne indre kamp i den grad, at da fød-
selssmærterne for alvor begynte, var det en lise; ti mægtig bydende
skjøt de alt annet til side. Ingen feber mere; straks ganske frisk
samlet hun med mot alle sine kræfter; men de var mindre æn
nogen ante. Derfor drog det længe ut før hun hørte et svakt
skrik og: „En søn, frue! De har fåt en søn!“ og derpå mildt og
godt: „Tomasine, du har fåt en søn.“
En stille fryd hadde fyllt henne, straks det var gjaænnemstridt;
nu samlet den sig om ordet „søn“; hun hadde en søn. Så møttes
denne frydbølge av en motbølge av angst. „Håret?“ fik hun spurt
ganske sagte; hun kunde ikke mere. „Rødt, frue.“
Hun hadde en dunkel sansning av at det så hverken var mørkt
eller lyst, kanske dog hellere mørkt. Det stod ikke klart.... det
var.... hun sank stille bort fra det.
De andre la længe ikke mærke til det; for ingen tænkte sig at
dette kjæmpestærke menneske lå i svime. Derfor varte det før
hun bragtes til at vågne. Og da var der forfærdelse.
Først efterhånden samlet hun hvad her var foregåt; — hvorfor at
det suttret ensteds, hvorfor at hun hadde noget sårt over sit
minne.
Barnet var blet stelt, og de løftet det op til henne. Dog ikke
nær nok; hun så ikke rigtig. Et tegn, at de måtte komme nær-
mere; men det var så vanskeligt; hun fik det ikke i stand med
stemmen; ikke med hodet heller; og hånden husket hun ikke på,
eller den vilde ikke. Men nogen var det som forstod det, og stak
barnet op til henne, så det rørte hennes kinn, der hvor dets far
sist hadde åndet. Nu kjænte hun noget mykt, noget varmt, noget
fint; det fineste hennes hud hadde strøket ved. Hun hørte et
kluk, et pip, og nu så hun ... øjenbryn, hennes egne, hennes
slægts lyse, spredte buster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
