Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - I. En detronisering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 51
Ændelig begynte han at røre på sig og gni sig i eller ved
næsen; hun puttet i sit utålmod hænderne under ham, og la an-
sigtet ned til hans hode, for at få den friske livsens duft av det.
Da drog hans munn op til en jejp; fortvilelse steg op i øjet,
sortere og sortere, og ændelig satte han i et skrik — et forfærdet
og forfærdeligt skrik, idet han vred sig fra henne med hænder,
hode, krop...! Hun måtte skyndsomt slippe ham og kalle på sin
søster. Til henne løftet han straks de små armer, og til henne
trykket han sig fast for rigtig at være i skjul.
Den forlatte mor stod og så på dette, og imens tænkte hun at
nu var hun jaget kompasset rundt; nu stod hun hvor hun for
nogen måneder siden begynte. Først en følelse av jammerlig mag-
tesløshed; så en stærk skamfølelse; og pludselig trev hun gutten
fra søsteren og stelte ham selv, enten han vilde eller ej. Han
ska-skrek hele tiden; og da han var stelt, og ikke vilde ta mat
av hennes hånd, haglet det med klaps, og regnet det med taler,
og hun avlot ikke, før han prøvde at samle al sin ævne på at tie,
og virkelig også drev det til at slite låten over, snappende efter
vejret, som skulde han sætte til. Efterhånden var oprøret skræmt
ned til dæmpede kny for lukkede dører; forsøkte de en enkelt
gang at bryte utenfor —å, så blev de truet tilbake! Tilsist prøvde
han i sin frygt ændog på at spisse munnen til kyss for at vise
henne, at det var aldeles mot hans vilje at de gjænstridige for-
søkte at bryte ut. Det var komisk-rørende forsøk. Så blev han
tvunget til at spise, og så blev den overvundne lagt ned, og sovnet
hikkende in. Hun tok sig en tur, kom så og sat over ham som
sist, bange for opvågningen. Og ganske rigtig, slog han ikke før
øjnene op og så henne, før den lange jejp trutnet ut; men han
drog den langsomt og rædd in igjæn; ja han strakte hænderne
og gav sig til den der smilte over ham.
Mange lykkelige sejrherrer har der været, både før og siden
fru Tomasine Rendalen styrtet sin søn fra tronen, og satte sig selv
på den; ovenikjøpet forstyrredes hennes lykke av den bevissthed
at dette skulde hun ha gjort fra først av — for længe, længe
siden. Men allikevel var hun fullt så glad over sin sene sejr
som nogen general over sin tidlige. Og da hun den kvæll la sig,
var hun likeså træt og likeså trygg som nogen der har intat
en stad.
Han var vel 13/4 år den gang. Hun forstod godt at kampen
ikke var den siste; men hun forstod også at nu hadde han på
sine luners ustadige sejlas ændelig opdaget sin mor; herefter var
hun hans faste land.
Hun fik snart en prøve på det. Om det var i sejrsrusen at
hun begynte at bære kappe, eller det var en længe næret plan at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
