Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - III. Barn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 67
kommen; og jejpte han til det, så om igjæn, i jorden med ham
på ny, og bank, mere bank, bestandig mere bank. Så nejde de,
en efter en, når de var færdige; de var så altfor mange; de bare
moret sig.
Men ænnu er det værste ikke sagt. Den ene av disse „jænt-
unger“ var han samtidig dødelig forælsket i; det visste hun selv,
det utaknemlige asen, og det visste hans mor også. Han var
sikker på, at det var især derfor hans mor lo så forfærdelig.
Det var den sværeste av dem, Augusta Hansen, Lauras datter —
Augusta, som han hadde spist kirsebær sammen med, således
nemlig, at de tok dem av hværandres munn, først hun av hans,
når han holdt stængelen i munnen og bæret tæt intil; så han av
hennes. Augusta, som hadde foræret ham sit livbånd til at ha
som riddertegn ved turneringerne som han holdt — ganske alene
forresten. Augusta, som han til gjængjæll hadde foræret hele sin
samling av utblåste ægg; han hadde selv funnet sammen hvært
eneste et. Det var også da at han hadde bedt mor om lov til
det; for det kunde ikke godt gå an uten det. Han hadde hvisket
det bakom øret på mor; hun måtte ikke se på ham imens. Og
da hadde mor spurt om han holdt av Augusta, og han hadde be-
trodd henne at det var især håret. Og så var hun den snilleste
og den klokeste også. Det som Augusta sa, var rigtigt. Og deri
hadde mor også været enig; hun hadde ikke ledd. Men nu stod
hun og så på at Augusta julte ham; for det var Augustas hænder
som knupset værst.
Efter slikt forræderi — og det hændte desværre ikke bare én
gang; det hændte, ret som det var! — plejde han ikke at tale til
Augusta på flere dager; en gang drev han det til tre. Med moren
prøvde han også, men han kunde aldrig drive det til at holde sig
alvorlig, når hun så på ham; hun narret ham bestandig til at le.
Da forsøkte han ad forhandlingens mere alvorlige, mere regel-
mæssige vej at få en annen ordning i stand for fremtiden; denne
strid gallt jo intet mindre æn det rette forhold mellem kjønnene
— et forhold hvis dybde han visstnok ikke loddet ænnu; men
som hans mandlige instinkt sa ham var galt der oppe i haven;
det måtte være anderledes. Men det blev aldrig „smør av“, som
man siger.
Egentlig hadde han provsten Green mistænkt for det værste av
dette. Én ting var han aldeles sikker på — at det var provsten
Green som fant på at han — likesom jænterne — skulde spille
piano. Ingen annen gut sat slik og hamret. Tomas hadet den
langskjøtede præst med ørnenæsen og buskbrynene, som altid gik
der, og som smilte, når han så ham; han hadet ham i den grad,
at når han skjøt til måls, forsøkte han altid at tegne ham av og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
